Kommentator: Udskudte reformer vil ikke koste stemmer

Før coronakrisen var fokus på blandt andet klimaet. Men alt er ændret i dansk politik, siger politisk kommentator Hans Engell. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)

Regeringen vil ikke miste stemmer på, at store reformer inden for udligning og klima bliver udskudt.

Regeringen havde en lang dosmerseddel, da den satte sig på taburetterne efter valget. Vidtrækkende klimareformer, en ny udligningsreform for kommunerne, tilbagetrækningsreform og en stor politireform var blot noget af det, befolkningen var stillet i udsigt.

Alt det er udskudt på ubestemt tid under den voldsomme sundhedskrise og potentielle økonomiske bombe, som coronavirus har kastet Danmark ud i.

Politiske kommentator Hans Engell tror dog ikke, at det vil koste stemmer, hvis valgløfterne ikke bliver nået.

- Jeg tror langt, langt de fleste vil sige, at vi er i en national nødsituation og den alvorligste krise, vi har kendt her i landet siden besættelsen.

- Regeringen vil blive bedømt på, hvordan de klarer denne her krise. Kommer vi ud på den anden side, og samfundet stadig fungerer, så er det det, der vil vægtes, siger han.

Når det kommer til ting som udligningsreform, tilbagetrækning og politireform kan det skydes ud til næste år, siger Hans Engell.

Politisk er der da heller ikke pres på regeringen lige nu.

- Der er noget, der er vigtigere end andet. Og lige nu, er dette her vigtigere end alt andet, sagde Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, torsdag.

På klimaområdet, hvor effektiv handling for at modvirke klimaforandringer var et kardinalpunkt for blandt andet De Radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet, mener Hans Engell også, at regeringen må udskyde handling.

- Situationen er den, at man ikke meningsfyldt kan diskutere den meget store klimareform på et tidspunkt, hvor du slet ikke aner, hvordan dette her ender økonomiske.

- Hvad hjælper det med en flyafgift, hvis SAS er kollapset? Hvad hjælper det med en bankafgift, hvis bankerne er i knæ? Hvordan vil du lave en CO2-afgift, hvis danske virksomheder lukker på stribe?

- Coronakrisen umuliggør vidtrækkende dispositioner lige nu, siger Hans Engell.

Den opfattelse delte Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, torsdag, mens Enhedslistens politiske leder, Pernille Skipper, sagde:

- Jeg vil virkelig anbefale de højrefløjspartier, der har pippet om, at klimaindsatsen må udskydes, til ikke at bedrive politisk plat og snige sig uden om de mål, vi er enige om.

Hans Engell levner dog ikke klimahandling mange chancer i den overskuelige fremtid.

- Jeg tror, at man er nødt til at se i øjnene, at det store klimaforløb, det er udskudt til et senere tidspunkt. Den politiske dagsorden er ændret med ét slag, siger han.

/ritzau/