Skal supermarkederne have lov at sælge mad, hvor salgsdatoen for "mindst holdbar til" er overskredet?
Det ønsker Fødevarestyrelsen for at undgå madspild, men danske købmænd er imod.
"Når en producent vurderer, at en vare kan holde sig til en bestemt dato, har vi svært ved at se, at vi skal gøre os klogere end producenten og sige, at varen alligevel kan holde sig endnu længere, end producenten oplyser. Og kan den så holde sig én dag, en uge eller en måned længere?," spørger fødevarechef Kirsten Jacobsen hos De Samvirkende Købmænd (DSK).
Fødevarestyrelsen vil lade hver enkelt butik vurdere, om en vare kan sælges efter udløbet af "mindst holdbar til", men det vil medføre mistanke om både snyd og brud på fødevaresikkerheden, mener DSK, der repræsenterer 1.500 købmandsejede dagligvarebutikker.
I Danmark er det forbudt at sælge varer, der har overskredet både datomærket "mindst holdbar til" og "sidste anvendelsesdato".
I de andre EU-lande er det kun forbudt at sælge varer efter udløbet af "sidste anvendelsesdato" - en betegnelse, der bruges på let fordærvelige varer.
Forbrugerrådet er betænkelig ved at lade supermarkeder sælge mad, der har overskrevet "mindst holdbar til" datoen.
Det samme er Socialdemokraternes forbrugerordfører Benny Engelbrecht.
Han er dog indstillet på at lempe reglerne, så butikker kan forære varer væk, der har overskredet sidste holdbarhedsdato.
Ifølge Miljøstyrelsen smed supermarkederne sidste år over 43.000 ton mad ud.