Kirsten Lehfeldt og Søs Egelind har været et sammentømret makkerpar i årevis. De lærte hinanden at kende i 1982 i forbindelse med forestillingen ”Lærenemme Rita”, og et par år senere kom de til at lave satireudsendelsen ”Klikk” sammen.
Ellen Hillingsø: Jeg kan lige så godt droppe facaden. Læs mere på søndag.dk
– Vi vidste bare, at vi gerne ville lave noget mere sammen, og hvilken slags komik det skulle være. Vi ville den dér pointeløse komik, som egentlig var en form for datidens standup. Da vi gik ind og spillede Carsten og Helge på scenen, var det i virkeligheden en reaktion på, at vi syntes, mænd kunne få lov at smide mange flere ting ud over rampen end kvinder. Kvinder blev gerne puttet i de pæne kjoler og op på en høj hæl og kom til at sige søde, pæne ting, mens de var lidt sexobjekt samtidig, fortæller Kirsten Lehfeldt.
Intet er tilfældigt
Da Søs Egelind blev ramt af kræft, påvirkede det også Kirsten Lehfeldt.
– Jeg kan huske, hvor drænet jeg følte mig, og hvordan afmagten sled følelsesmæssigt. På et tidspunkt havde jeg simpelthen brug for hjælp, og da begyndte jeg at blive healet. Det var lige, hvad jeg havde brug for. Jeg tror på, når man beder om hjælp, så får man hjælp, og når man har brug for hjælp, så kommer hjælpen. Pludselig møder man de mennesker, man skal møde. Jeg tror egentlig ikke, at noget som helst er tilfældigt i dette liv.
Lærke Winther om sin skilsmisse. Det var det mest skræmmende. Læs mere på søndag.dk
Hvad vil jeg huskes for?
– De anfægtelser, jeg røg ud i, da Søs blev syg, gjorde, at jeg selv begyndte at gøre mig nogle tanker om, hvordan jeg levede mit liv: Hvad vil jeg gerne huskes for engang? Er det for at have stået og været sjov på en scene? Eller er det for at have været der for mine nærmeste? Det er de nære relationer, der skal opprioriteres. Arbejdet kan være nok så vigtigt. Men det vigtigste i vores liv er de nærmeste og det nære, siger Kirsten Lehfeldt og henviser dermed blandt andet til sin mand skuespilleren Stig Hoffmeyer.
Forelskelsen var en naturkatastrofe
Kirsten Lehfeldt og Stig Hoffmeyer forelskede sig i hinanden i 1975. Det var voldsomt og voldsomt ubelejligt dengang. ”En naturkatastrofe” har hun tidligere kaldt det. Men uundgåeligt.
– Det er en gave. Vi har det bare godt i hinandens selskab. Men 40 år er lang tid sammen med et andet menneske. Og vi har jo udviklet os. Vi har udviklet os ved siden af hinanden og hver for sig.
– Men vi har taget de fights, der var, og haft ”ture” som andre par. Vi har bare altid overvundet dem. Og det har været hårdt arbejde indimellem. Men når man har overvundet krisen, så er den kærlighed, der kommer ud af det, så dyb og stærk og på et helt andet plan, at det føles, som om man er nede i noget helt uragtigt. Jeg vågner hver morgen og føler mig taknemmelig for at vågne op sammen med Stig og for at få lov til at gå igennem livet sammen og have vores gode helbred.
Af SØNDAG, redigeret af Louise Aarkrog, webredaktionen