Kina vil hæve tolden på amerikanske landbrugsvarer og biler

Amerikanske landbrugsvarer vil blive dyrere at sælge i Kina, efter Kina 6. juli føjer yderligere 25 procent til priserne som svar på en amerikansk told på kinesiske varer. (Foto: Foto: Scott Olson/AFP)

Efter USA har fået første slag, slår Kina igen med told på landbrugsvarer og biler, oplyser toldkommission.

Amerikanske landbrugsvarer, biler og vandprodukter bliver påført yderligere 25 procents told, når de skal sælges i Kina. Det oplyser Kinas toldkommission ifølge det kinesiske nyhedsbureau Xinhua.

I alt har kineserne besluttet at føje 659 varer til listen, der bliver hævet med 25 procents told ved ankomst fra USA.

Toldsatserne vil få en værdi af 50 milliarder dollar, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Varer til en værdi af 34 milliarder dollar pålægges tolden fra 6. juli. Her er der tale om landbrugsvarer, biler og vandprodukter.

Toldkommissionen varsler, at de resterende toldsatser vil blive præsenteret på et senere tidspunkt.

De kinesiske toldsatser kommer som et svar på USA, der også selv har indført en 25 procents told på varer fra Kina til en værdi af 50 milliarder dollar.

Kina og USA er verdens to største økonomier, og fredagens udveksling af nye toldsatser frygtes at være et skridt mod en reel handelskrig.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, har advaret kineserne mod at svare igen. I så fald vil han indføre yderligere toldsatser, har han sagt ifølge Reuters.

Modsat beskylder kineserne USA for at løbe fra løfter, der er blevet givet under tidligere forhandlinger.

- Den amerikanske beslutning har overtrådt Verdenshandelsorganisationens regler og er i modstrid med den forståelse, som Kina og USA har opnået i tidligere forhandlinger om handel, skriver Xinhua.

- Det har også gjort alvorlige skader på Kinas legitime rettigheder og interesser og har gjort skade på Kinas interesser og dets folk.

/ritzau/Reuters