Kina-besøg: Politiet flyttede Falun Gong om i sidegade

Krimi
Advokater hjælper politifolk i Tibetsagen (Foto: Jeppe Michael Jensen/Ritzau Scanpix)

Olsen Banden-film, hvor politileder vil gemme demonstranter, nævnes under afhøring i Tibetkommissionen.

Medlemmer af en religiøs bevægelse blev gemt af vejen af politiet ved flere lejligheder under et kinesisk besøg i 2002.

Det bekræftes af to pensionerede vicepolitiinspektører under en afhøring tirsdag i Tibetkommissionen.

Demonstranter fra Falun Gong, som forfølges af det kinesiske regime, blev på Amager flyttet væk fra en stor gade og om i en park, og på Christianshavn sørgede betjente for, at tre demonstranter blev gennet om i en sidegade.

Årsagen til indgrebet var, at politiet efterkom de besøgendes ønske om ikke at se demonstranter.

Et af emnerne ved tirsdagens afhøring drejer sig om, hvordan ideen om at gribe ind mod folks ytringsfrihed og forsamlingsfrihed mon opstod hos Københavns Politi.

Dette tema er ikke bare aktuelt nu. Også for mange år siden gik snakken om netop det blandt de politiledere, der sad i den såkaldte kommandostation, under kinesiske besøg, oplyser Gunnar Sallov. Han gik på pension i 2005.

- Vi var godt klar over, at det formentlig var regeringen, der havde bedt om, at kineserne fik lov at afholde deres besøg så let og smertefrit som muligt, siger han.

Men det var ikke noget, der stod sort på hvidt. Betjentene holdt sig til det oplæg, som deres øverste leder, chefpolitiinspektør Kai Vittrup, var kommet med, lyder det.

- Vi forsøger at stille demonstranterne, så de bliver set så lidt som muligt af kineserne, siger Gunnar Sallov. Han havde en central rolle som operationsleder i kommandostationen i 2002.

Også en anden forhenværende leder af kommandostationen, Allan Christensen, kredser om, hvor ordren kom fra.

- Hvor højt op gik det, vil udspørgeren, advokat Jakob Lund Poulsen, vide.

- Hele vejen op, siger den tidligere vicepolitiinspektør. Han er overbevist om, at politidirektøren og Rigspolitiet var orienteret om indgrebene.

Han finder det i øvrigt ulogisk, at politiet af egen drift skulle have fundet på det.

- Det har været underforstået i mange år, siger han og henleder desuden med et smil Tibetkommissionens opmærksomhed på en af Olsen Banden-filmene.

Her er også en scene, hvor en politileder vil gemme demonstranter væk af hensyn til vigtige gæster fra Kina.

- Der er altid en lille snert i Olsen Banden-filmene, der rammer virkeligheden, siger han.

Kommissionen blev gennedsat i sommer. Over to dage er flere blevet afhørt. Men der kan ventes yderligere afhøringer næste år, meddeler Tuk Bagger, der er kommissionens formand.

/ritzau/