THW Kiels nykårede Champions League-vinder, svenske Kim Andersson, bekræfter, at han skifter til AG København.
- Ja, jeg skifter til AG København, siger Andersson umiddelbart efter Kiels sejr over Atlético Madrid i Champions League-finalen.
- Hvis alt falder på plads bliver det allerede nu til sommer, og det satser jeg på.
Svenskeren har været glad for at være i den nordtyske klub, men har heller ikke lagt skjul på, at han ønsker at komme til Danmarks hovedstad.
- Det er sørgeligt at skulle forlade Kiel. Klubben og spillerne vil altid være i mit hjerte, og vi har haft rigtig mange gode oplevelser sammen.
- Men man må tage nogle valg her i livet, som ikke altid er lette. Og det er trods alt bare et arbejde, så jeg glæder mig til at komme til AGK.
- Min klub er nok ikke tilfredse med, at jeg flytter klub et år før tid, men sådan er det. Jeg har truffet et valg, og det er jeg glad for, siger Kim Andersson.
Mens THW Kiel vandt CL-finalen, så endte AG København på tredjepladsen ved det netop afsluttede Final4-stævne i Köln.
Kim Andersson scorede syv mål i Kiels sejr på 26-21 over Atletico Madrid.