Det var frygten for at udvikle brystkræft, der i februar fik den 37-årige skuespillerinde Angelina Jolie til at tage den svære beslutning om at få fjernet ikke bare det ene, men begge sine bryster.
Den afsløring kom Jolie selv med i en artikel i New York Times tirsdag. Og det har fået en lang række kendisser til at hylde den modige skuespillerinde på internettet.
- Angelina Jolie, tak for at dele din historie og for at hjælpe kvinder i hele verden, tweetede den australske sangerinde og skuespiller Kylie Minogue, der selv overvandt brystkræften i 2006.
Sharon Osbourne, der selv fik foretaget samme indgreb i januar 2012, var heller ikke sen til at finde de store ord frem.
- Hun har myndiggjort millioner af kvinder over hele verden. Hun er mere sexet end nogensinde før, sagde Osbourne under sit talkshow, The Talk, på den amerikanske tv-kanal CBS.
Også skuespillerinden Jamie Lee Curtis har været i blækhuset efter afsløringen. I en artikel på netmediet Huffington Post ved navn "Freedom of Choice, Freedom of Privacy", kalder hun Jolie for "en heltinde".
- Jolie er en heltinde for mange. Mig selv inklusive. Hun er modig og dristig og udfordrende. Hun udfordrer verden med sine tanker og handlinger og gerninger. Hun fortæller historier med mening, skrev Curtis blandt andet.
Det lykkedes Jolie at holde indgrebet hemmeligt for det meste af verden. Selv hendes far, skuespilleren Jon Voight, indrømmede onsdag, at han intet vidste før afsløringen.
/ritzau/