Mænd med prostatakræft, der behandles med kemisk kastration, har betydelig øget risiko for at at få blodpropper i hjernen eller hjertet.
Det viser en stor dansk undersøgelse.
Prostatakræft er den mest udbredte kræftform hos danske mænd. Hvert år får omkring 4500 mænd mænd konstateret sygdommen, og 1200 dør af den.
- Undersøgelsen viser, at medicinsk kastration øger risikoen for en blodprop i hjertet med 31 procent eller i hjernen med 19 procent, siger ph.d.-studerende Christina Gade Jespersen ved Aarhus Universitet.
Undersøgelsen omfatter alle 31.500 mænd, der fik prostatakræft i årene 2002-2010.
9000 af dem fik medicinsk kastration, hvor det mandlige kønshormon holdes nede med jævnlige indsprøjtninger. Kun 2000 fik kirurgisk kastration, hvor testiklerne fjernes én gang for alle.
Kastrationen bruges især til patienter, hvor sygdommen er fremskreden og kun kan holdes nede en tid.
Det mandlige kønshormon driver prostatakræften.
Derfor skal hormonet væk. Enten skæres testiklerne bort, eller det holdes nede med jævnlige indsprøjtninger, der undertrykker hormonet.
Langt de fleste mænd vælger indsprøjtninger. Og hidtil har lægerne troet, at bivirkningerne var ens ved de to slags behandling.
Men med de nye resultater bør den enkelte til nøje at overveje den bedste løsning og ikke lade valget bero på kastrationsangst.
- De fleste mænd bryder sig ikke om at få skåret testiklerne af. At få en sprøjte af og til virker ikke så endegyldigt og barsk som en operation, siger professor Michael Borre fra Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital, en anden af forskerne bag undersøgelsen.
- Men der sker fuldstændig det samme. Bortset fra at vi nu ved, at risikoen for blodpropper øges betydeligt ved den medicinske kastration.
/ritzau/