Hun var en livskilde af energi for de fleste, der mødte hende på deres vej gennem livet. Kamilla Bech Holtens død har gjort, at rigtig mange danskere er stoppet op og er begyndt at reflektere lidt ekstra over livet. For lige pludselig bliver vi mindet om, hvor skrøbeligt livet er, og hvor hurtigt det kan tage en drejning. Fortiden banker på, og vi bliver fyldt af billeder og minder om de mennesker, der en gang har været i vores liv.

”I søndags, da jeg fik besked på, at Kamilla var sovet ind, da satte jeg mig ned med mit fotoalbum, tændte lys og tænkte på Kamilla. Jeg både lo og græd. Vi har delt mange oplevelser sammen. Barndommens leg og udforskning, teenageårenes famlen, og vi har set hinanden blive voksne. Vi hat støttet hinanden og den fortrolighed, der er mellem to, der har kendt hinanden det meste af livet, har gjort, at vi har tilgivet hinanden og kommet videre efter de konflikter, som et hvert venskab udsættes for, fortæller Kamillas barndomsveninde Trine Dige.

Jeg har mødt Trine Dige der er vokset op sammen med Kamilla i fødebyen Viborg. Trine Dige sidder tilbage med et savn over, at hendes elskede veninde måtte opgive kampen i lørdags. Men hendes hjerte er også fyldt med alle de gode minder, som hun har delt med Kamilla.

Jeg bad Trine Dige fortælle, hvorfor Kamilla var så enestående, at mange tusinde mennesker i Danmark har været præget af hendes alt for tidlige død.

”Kamilla rummede to vigtige ting: Sødme og poesi. Hun var altid klar med et smil, og til fødselsdage havde Kamilla altid lavet en personlig gave: et maleri, en tegning, en æske med særlige sten og skaller. Eller hun havde skrevet en særlig sang, som hun sang for selskabet. Hun formåede altid at give tingene et særligt skær, som satte fantasien i gang, og hvor nye historier fik liv”

Troen

Trine Dige er uddannet teolog, og har et par gange talt om tro med Kamilla. Trine Dige husker ikke, hvad de to veninder blev enige om med hensyn til troen, men med fast stemme slår hun fast,;

”… at selvom livet er en lang kringlet vej, der nogle gange ender blindt, så man må vende om, og tvinges til at finde nye veje at gå – selvom vejen nogen gange synes ufremkommelig og andre gange som en boulevard af muligheder – så er det helt sikkert, at intet var forgæves. Ikke ét eneste menneske var forgæves. Kamilla var her alt for kort tid, men den gud – uanset, hvordan vi så forestiller os ham, om det er ham, som Indianerne kalder den store ånd eller ham, som Jesus kalder far, han slipper os aldrig, og hvor Kamilla er nu, der er jeg sikker på, at der er lys - at der er sørget for hende ved det himmelske bord, og her er fremtid, fortid, tid og evighed smeltet sammen. Jeg er i hvert fald lykkelig og taknemmelig over, at jeg fik lov til at følge Kamilla og tage del i hendes liv. ”

Det sidste billede

Det sidste billede der er taget af de to veninder er fra Trine Diges 30 års fødselsdag. Det er sommer og de smiler til kameraet i en tæt omfavnelse. Trine Dige lader minderne og tankerne strømme frit og siger efter en stund:

”Nu er hun her ikke mere. Og det bliver lidt koldere omkring mig, fordi én som man bare tog for givet havde livet foran sig lige som mig, ikke er der mere. Tilbage er kun ømheden. Og taknemmeligheden. En af livets og kærlighedens hemmeligheder er, at den underlig nok - trods alt - altid er større end sorgen. Glæden var der først, og glæden sejrede over døden.”