Hvis man tror, at der er kaffe på kanden hjemme hos Ritt Bjerregaard, der var medstifter af den legendariske og magtfulde Kaffeklubben i Socialdemokratiet, må man tro om igen.

Kaffen er skiftet ud med grøn urtete i det hyggelige rækkehus på Østerbro. Ritt Bjerregaard sætter sig i sofaen, for så kan hun have sin forstuvede fod oppe. Skavankerne ved at være 76 år og være ramt af en uhelbredelig kræftsygdom fornægter sig ikke.

Men stemmebåndet fejler absolut ingenting. Heller ikke skrivelysten. I denne uge udkommer andet selvstændige bind af Ritt Bjerregaards erindringer.

Her kommer vi med bag kulisserne i dansk politik fra 1971, hvor hun blev valgt til Folketinget på Fyn, og frem til begyndelsen af 1990erne. To årtier med kaffeklubber, magtkampe, ministerposter og kønsdiskrimination.

Artiklen fortsætter under billedet

Ritt Bjerregaard i sit hus på Østerbro i København. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix.

Kemo og helvedesild  

Det har været et frikvarter fra kræften at skrive bogen, fortæller hun.

- Når man er igennem sådan en kemobehandling, får man nogle fysiske virkninger. Helvedesild, tørhed og fødder, man ikke kan gå på. Og en voldsom træthed, hvor man skal hvile flere gange dagligt. Men nogle gange fungerede det rigtig godt at skrive samtidig, for så kunne jeg ligesom fortrænge kemoen, siger Ritt Bjerregaard.

"Når man er igennem sådan en kemobehandling, får man nogle fysiske virkninger."

I sine erindringer, der slet og ret har fået titlen »Valgt«, får hun givet drøje hug til fagbevægelsen og datidens LO-formænd Thomas Nielsen og Finn Thorgrimson.

- Det virkede som om de havde svært ved at forstå, at unge kvinder kunne gøre sig gældende i politik. Når møder sluttede med dans, var der stor opvartning og kurtisering, men når der skulle snakkes politik, kneb det med forståelsen – de gjorde, hvad de kunne for at overse os, skriver hun og nævner den brovtende facon, Gammel Dansk til morgenmøderne og øllerne til frokosterne.

Ritt Bjerregaard har været tæt på tre partiformænd; Anker Jørgensen, Svend Auken og Poul Nyrup Rasmussen og noterer, hvordan de havde forskellige forhold til fagbevægelsens top. Anker Jørgensen, der kom fra Specialarbejderforbundet (i dag 3F) og Poul Nyrup fra LO, mens Svend Auken med akademikerbaggrund hele tiden kæmpede for at få LO’erne til at se ham som en af deres egne.

- For Anker var det klart en ulempe, at han veg tilbage for at sige til fagbevægelsen, at det her kan I ikke få. Fordi han selv kom derfra, ville han ikke tage den nødvendige konflikt med fagbevægelsen, og det ramte ham. Thomas (Nielsen, red.) og Anker havde jo et dårligt forhold til hinanden, siger hun.

"Svend tillagde LO alt for stor betydning."

Mens Svend Auken anglede efter fagbevægelsens accept, blev Poul Nyrup valgt som næstformand i Socialdemokratiet.

- Svend tillagde LO alt for stor betydning. Hans ønske om at have et tæt forhold til dem var med til at ødelægge hans mulighed for at blive statsminister, skriver hun i bogen.

- Nyrup havde et tættere forhold til fagbevægelsen, og toppen i fagbevægelsen var ikke nær så meget efter ham, siger hun i dag.

Hvordan er dit eget forhold til fagbevægelsen?

- Det har altid været anstrengt. I tidens løb har blandt andet Dansk Metal kaldt mig ’giftsnog’ og andre hjertelige udtryk, fortæller hun med et grin og lader forstå, at det ikke har naget hende.

Artiklen fortsætter under billedet.

Ritt Bjerregaard fotograferet sammen med Svend Auken, Anker Jørgensen og Birte Weiss i 1987. Foto Søren Hytting, Scanpix.

I 1970erne og 80erne var LO langt mere magtfuld i forhold til Socialdemokratiet end i dag. Der var gensidig repræsentation, økonomisk støtte og mange møder, hvor politikken blev stemt af, pointerer hun.  

Selvom Ritt Bjerregaard synes, at Anker, Svend eller Poul skulle have trukket en streg i sandet i forhold til fagbevægelsen, ærgrer hun sig over, at der i dag nogle gange er for lidt kontakt. Også fordi partiet og fagforeningerne deler nogle grundlæggende værdier og fællesskaber. 

- Jeg kunne godt tænke mig en lidt mere moderne fagbevægelse, der også knytter sig mere til partiet. Derfor synes jeg også, at samarbejdet mellem Mette Frederiksen og forbundsformand i 3F Per Christensen er glædeligt, lyder det.

"I tidens løb har blandt andet Dansk Metal kaldt mig ’giftsnog’ og andre hjertelige udtryk."

Klog alliance mellem Mette og Tulle

Hun kalder det også klogt, at 3F og Socialdemokratiet samarbejder med Dansk Folkepartis leder Kristian Thulesen Dahl.

- 3F og Socialdemokratiet har haft den samme udfordring med Dansk Folkeparti. 3F har kunnet se i medlemsskaren, at de stemte på Dansk Folkeparti, og Mette Frederiksen har set det ved folketingsvalgene. Så 3F og Socialdemokratiet har bestemt at håndtere den udfordring i fællesskab, og det er både klogt og nødvendigt, siger hun.

Ritt Bjerregaard oplever også, at Mette Frederiksens tætte bånd til Kristian Thulesen Dahl er noget, der splitter partiet.

- Mange synes jo, at det er godt og på tide at samarbejde med Dansk Folkeparti. Og så er der dem, der simpelt hen ikke kan holde Martin Henriksen (udlændingeordfører i DF) ud og siger fra. Det er også svært indimellem for mig, men jeg tror alligevel, at det er det helt rigtige at have en alliance med dem, fastslår hun.

Kan du forestille dig, at Socialdemokratiet på et tidspunkt danner regering med Dansk Folkeparti?

- Jeg tror ikke, at det er lige op over. Også fordi politik ændrer sig ustandseligt. I dag har Lars Løkke dannet regering med Liberal Alliance, der er et rimelig nyt parti. Og vi har også Alternativet og Nye Borgerlige. Der dukker hele tiden nye partier op, og det er svært at sige, hvilke alliancer, der kan bære fremadrettet, siger hun men afviser ikke en S-DF-regering.

DF's EU-politik ingen hindring  

Er det holdbart med et regeringssamarbejde med så grundlæggende forskelle i holdninger til EU?

- SF var jo også EU-modstandere i starten, og det ændrede sig. Og Dansk Folkeparti siger jo ikke, at vi skal melde os ud af EU men at der skal være meget mindre EU. Hvis, det er der man er, er det altid en forhandling, det kommer an på. Med Brexit forandrer tingene sig også. Så det vil ikke være EU-politikken, der er afgørende for et eventuelt regeringssamarbejde, mener hun.

Ligger Socialdemokratiet hvor de skal på udlændingepolitikken i dag?

- Det er klart, at Socialdemokratiet har ændret på, hvor mange flygtninge og migranter vi kan klare at få ind. På integrationspolitikken tror jeg, at vi får vanskeligheder med Dansk Folkeparti. Der er store forskelle, fordi DF mener, at så mange som muligt skal smides ud og have så lille en ydelse som muligt. Der har vi socialdemokrater selvfølgelig nogle andre holdninger, for når folk er her, må vi give dem uddannelse, job og nogle chancer i livet. Der ligger en udfordring i samarbejdet med Dansk Folkeparti, siger hun.

Fra Ankers Pin-up til minister og gruppeformand

'Valgt' er Ritt Bjerregaard andet selvstændige bind af hendes erindringer. Vi møder Ritt, da hun bliver valgt til Folketinget i 1971 og følger hende frem til begyndelsen af 1990erne. 

Her er hun blandt andet undervisningsminister og bliver kaldt Statsminister Anker Jørgensens pin-up på forsiden af Ekstra Bladet. Hun fortæller om kaffeklubberne, strikkeklubben, Svend Auken, Mogens Lykketoft og Poul Nyrup Rasmussen. Om den berømte lejlighed på Vesterbrogade, der blev afgørende for hendes position i partiet og optakten til det dramatiske formandsopgør mellem Auken og Nyrup.

Endelig rummer bogen passager om kræften, der er tæt inde på livet af Ritt Bjerregaard.

Bogen udkommer på Politikens Forlag.  

 

UDVID

Bekymret for debatkulturen

Ritt Bjerregaard skænker op af den grønne te, mens snakken vender tilbage til Kaffeklubben, der også var et fortroligt rum, hvor man kunne inspirere hinanden med visioner. I dag er hun bekymret for den politiske idéudvikling.

- Jeg glæder mig over, at der i forbindelse med Socialdemokratiets nye principprogram har været en vældig debat. Men gennemgående er jeg bange for, at der er for lidt politikudvikling, og at det i for høj grad bliver defineret af nogle bestemte forløb på Christiansborg, siger hun.

Bortset fra hos Alternativet savner hun en frigjorthed i den politiske idedebat i alle partier.

Da hun i nullerne tog initiativ til diskussionsklubben Den Røde Skole, var det i frustration over en nødlidende idédebat. Hvad der skulle have været en lille studiekreds udviklede sig til at blive en kæmpe klub. Det blev hun skældt ud for.

- Man kunne så nemt som ingenting have overtaget sådan noget. I stedet for at gøre det til en fjende, skulle Helle Thorning-Schmidt have sagt: 'Jeg kommer, og hvor det skønt, at I organiserer det, for det er lige hvad vi har brug for'. Men Socialdemokratiet har hele tiden været bange for, at debatorganisationer blev til fraktioner, beklager hun.

Skal hun give Mette Frederiksen et godt råd, er det at arbejde langt mere med at skabe en fordomsfri debatkultur.

Gruppeformand Henrik Sass Larsen har for nylig fået klø for en række kontroversielle udtalelser om medlemsdemokratiet i partiet. Det skal han ikke høre et ondt ord for af Ritt Bjerregaard.

- Jeg synes ikke, at man skal nedgøre eller underkende partiforeningerne, men man er nødt til at gå nye veje i debatten. Også fordi der er så få medlemmer i dag, så foreningerne og bestyrelserne ikke favner bredt nok. Og Henrik Sass har jo ret i, at man skal lave nogle kampagneorganisationer på nettet og bruge facebook aktivt og eksperimentere mere for at få debat, konstaterer hun.

Dejligt hvis kongehuset forsvandt 

Ritt Bjerregaard fremhæver, at hun altid har betragtet sig selv som en venstreorienteret socialdemokrat.

- Jeg er skeptisk overfor oprustning og modstander af, at vi deltager i krige i Mellemøsten. Jeg er ikke royalist, og for mig ville det være dejligt, hvis Kongehuset forsvandt. Det forhindrer ikke, at jeg synes, at det er flinke folk i kongefamilien, der udfører en opgave, siger hun.

I erindringerne lægger hun ikke skjul på, at det er hårdt at være i toppen af politik. Der er bagholdsangreb, magtkampe og alliancer, som man ikke kender. Som den mellem Poul Nyrup Rasmussen og Lone Dybkjær, der blev kærester til Mogens Lykketofts og Jytte Hildens bryllup, men gik stille med det, og derfor fik Nyrup et fortroligt bånd til Radikale, der banede vejen for et formandsopgør.

- Politik er hårdt. Man har magt, og kampen om magten er hård. Det må man se i øjnene, og jeg har ikke villet lade som om, at det var hyggeligt, siger hun ærligt.

Artiklen fortsætter under billedet

Foto: Ritt Bjerregaard foran Amalienborg efter Anker Jørgensen i 1973 havde udpeget hende som ny undervisningsminister. Mogens Ladegaard/Scanpix.

Derfor har politik også gjort ondt. Ufatteligt meget da veninden og partifællen Inge Fischer Møller angiveligt blev mobbet af partiledelsen, hvilket førte til store personlige problemer og senere et selvmord.

I dag har Ritt Bjerregaard et professionelt forhold til mange politikere fra dengang. Men kun et tæt venskabeligt forhold til ganske få kolleger. Helle Degn, Karl Hjortnæs og Ole Løvig Simonsen hører til dem.

- Men jeg ser også nogle yngre. Jeg kan godt lide yngre venner, der i højere grad er i gang med livet og ikke bare sidder og kigger tilbage. Jeg gider ikke at have den rolle, at det var meget bedre dengang, vi var der. Det gider jeg ikke, slår hun fast med syvtommersøm.