Brøndby vil ifølge DR's fodboldkommentator Jan Kalborg give sig selv de allerbedste forudsætninger for at overleve i Superligaen med en pokalsejr onsdag aften over Esbjerg.
Jan Kalborg var imponeret over Brøndbys præstation i weekenden, hvor bundholdet vandt 3-0 ude over AGF, og kommentatoren mener, at det er vigtigt for Brøndby at fortsætte ud af samme tangent.
- Brøndby imponerede mig mod AGF på stort set alle parametre med en form for fodbold, som jeg tror, at de har ledt efter.
- Brøndby vil nok skyde sig selv i foden, hvis de neddrosler pokalkampen mod Esbjerg - ikke på grund af kampens betydning, men det er et spørgsmål om at kæmpe sig ind i en rigtig god stime.
- Hvis de vinder, er det lang tid siden, at de har vundet to kampe i træk. Og hvis de vinder, vil Brøndby for alvor være på sporet til søndagens kamp i Superligaen, siger Jan Kalborg:
- Så jeg tror, at Auri Skarbalius vælger at stille i stærkeste opstilling mod Esbjerg.
DR-eksperten var især imponeret over Brøndbys midtbane mod AGF, hvor Jan Kristiansen gjorde det fremragende.
- Det store spørgsmål har været, hvem der skulle lukke hullet efter Mike Jensen i motorrummet. Mod AGF så jeg noget, jeg ikke har set i lang tid.
- Man brugte Jan Kristiansen, og han spillede den bedste kamp, jeg har set ham spille i al sin tid i Brøndby. Han var stærk organisatorisk og meget pasningssikker. Og så ramte han målet med afslutninger ude fra.
- Oveni det løb han vel en maraton. Uden at jeg har set statistikkerne, må han være den, der løb mest på banen, siger Jan Kalborg, der håber, at Frederik Holst og Jan Kristiansen får genvalg på midtbanen mod Esbjerg.
- Jeg vil gerne se dem en kamp mere, så de kan overbevise os om, at det ikke var en tilfældighed eller AGF's svaghed, at de var så stærke.
- Det kan jo være, at man har fundet de rigtige folk til motorrummet, så Brøndby måske bliver i Superligaen, siger Jan Kalborg.
Den første semifinale mellem Brøndby og Esbjerg spilles onsdag klokken 18.15, mens returkampen i Esbjerg er programsat til den 18. april.
/ritzau/