Det vil være ulovligt at forbyde offentligt ansatte at bære religiøs hovedbeklædning.
Sådan lyder det fra udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V), der henholder sig til svar fra Justitsministeriet.
Det skriver Berlingske.
Oplysningerne stammer fra et skriftligt svar fra Støjberg til Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg.
Det er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 14 og Grundlovens § 70, og et sådan forbud kan derfor ikke indføres, fremgår det af svaret.
Ifølge Justitsministeriet vil et forbud mod, at offentligt ansatte kan bære religiøs hovedbeklædning, rette sig mod de trosretninger, der har sådan en praksis. Og det vil være diskriminerende.
Det vil heller ikke være lovligt at indføre forbud mod, at ansatte i det offentlige må bære religiøse symboler.
Det vil ifølge avisen gå imod Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 9, der handler om religionsfrihed.
- Forbuddet vil derfor – ligesom et forbud mod religiøs hovedbeklædning – være udtryk for indirekte forskelsbehandling, hedder det i Støjbergs skriftlige svar.
Men hos Dansk Folkeparti mener udlændingeordfører Martin Henriksen ikke, at sagen nødvendigvis er afgjort.
Justitsministeriet skriver, at forbuddet også vil ramme de ansatte, som "ikke i forbindelse med deres arbejde har direkte borgerkontakt".
Men ifølge Martin Henriksen kan det betyde, at hvis et forbud for alle er for vidtgående, må man i stedet kunne indføre forbud for dem, som har borgerkontakt.
- Dansk Folkeparti ønsker ikke at indføre et forbud mod små, diskrete smykker, siger han til Berlingske og tilføjer:
- Men jeg synes, at man som borger i et demokratisk samfund bør kunne forvente at møde en offentligt ansat, der optræder neutralt og uden identifikationer på den pågældendes religiøse overbevisning.
/ritzau/