Ritzau
Opdateret kl. 12:16
Den tidligere landsholdsangriber Jon Dahl Tomasson fortsætter som assistenttræner for Åge Hareide på fodboldlandsholdet efter sommerens VM-slutrunde.
Han har indgået en ny kontrakt med Dansk Boldspil-Union (DBU), så de to parter har papir på hinanden frem til og med EM-slutrunden i 2020. Det oplyser DBU på sin hjemmeside.
Jon Dahl Tomasson vil gerne være med til at forløse det store potentiale, han ser i de nuværende landsholdsspillere.
- Det at arbejde med store kampe og med Danmarks bedste spillere er et utroligt privilegium og et spændende arbejde, som jeg meget gerne vil fortsætte med.
- Jeg synes, vi har en både homogen og talentfuld trup, som vi også har fået vist i den seneste VM-kvalifikation. Jeg vil meget gerne være med til efter VM at bygge videre på holdets potentiale og den positive VM-kvalifikation, siger han.
Som aktiv scorede han 52 mål i 112 landskampe. Hans sidste scoring i landsholdstrøjen fandt sted under VM i 2010.
Siden tvang en skade ham til at indstille sin aktive fodboldkarriere for i stedet at gå trænervejen. Han har været cheftræner for de to hollandske klubber Excelsior og Roda samt assistenttræner i Vitesse, inden han tiltrådte i DBU i 2016.
Landsholdet samles halvanden uge i marts, før de møder ind til de afsluttende VM-forberedelser fra slutningen af maj.
/ritzau/