Johnson opfordrer partifæller til at redde brexit

Den tidligere britiske udenrigsminister Boris Johnson beder i en tale onsdag premierminister Theresa May skifte kurs i sin forhandlingsstrategi med Bruxelles. Det er ikke for sent at redde brexit, siger han. (Foto: Foto: Ho/AFP)

Vi har skiftet kurs før, og vi kan skifte igen, siger den afgåede britiske udenrigsminister i afskedstale.

Storbritanniens netop afgåede udenrigsminister, Boris Johnson, beskylder premierminister Theresa May for at forråde millioner af britiske vælgere, der har stemt for et brexit.

I en afskedstale til parlamentet beder han regeringen ændre strategi.

- Det er ikke for sent at redde brexit, siger Johnson i sin tale.

Han kritiserer Theresa Mays brexit-plan, som han mener vil forhindre regeringen i at indgå handelsaftaler med andre lande og efterlade Storbritannien i "et miserabelt permanent limbo".

Johnson henviser til den vision, May fremlagde for halvandet år siden, hvor hun talte om "et stærkt, uafhængigt og selvstyrende Storbritannien".

Onsdag siger han, at Theresa Mays plan for det kommende brexit kun vil give briterne et brexit "af navn".

Mays plan lægger op til fortsat tætte økonomiske bånd til EU.

- Vi går frivilligt ind til at blive en økonomisk vasalstat, lyder det fra den nu tidligere udenrigsminister.

Johnson opfordrer de øvrige medlemmer af parlamentet til at genoverveje strategien. Briterne får aldrig igen chancen for at få den rette aftale på plads, siger han.

- Vi har tid i disse forhandlinger. Vi har skiftet kurs før, og vi kan skifte igen.

Johnson valgte at trække sig fra sin post frem for at blive og følge Mays plan for brexit.

/ritzau/Reuters