Jeg har fundet ud af, at jeg er en boomer (buuhmar), det er hvad Jonatan Spang, Greta Thunberg og rigtig mange andre fortæller mig, og det vil jeg gerne sige undskyld for.
Den generation, der nu udskammer mig for at være årsag til klimaforandringer og jordens undergang, er den generation, der bliver hentet i skolebus, bor i huse med brændeovn og har badekar. Det er generationen, der får så god næring, at de smider det halve væk, og det er generationen, som med burgerdressing på kinderne fortæller, at kødspisere er dem der er skyld i alle ulykker. Det fortæller de følgerne på energislugende SoMe, mens de sidder i firhjulstrækkeren som mor har købt, for at køre dem hen til veninden i den anden ende af gaden, hvor de skal ”game” på et wattmonster af en pc.
Lad mig fortælle lidt om, hvordan jeg ødelagde planeten.
Det begyndte, da jeg var fem, hvor jeg havde job som bydreng for renseridamen, blomstermanden og ismejeriet. På mine flade fødder løb jeg rundt i kvarteret til fruer, der skulle have varer bragt hjem, og til fruer hvis mænd havde dårlig samvittighed. Senere blev jeg cykelbud og kørte rundt i København, hvor jeg leverede bøger, maling og kolonialvarer. Alt foregik på enten longjohn eller ladcykel. Når jeg skulle på spejderlejr i hytten i Hareskoven, foregik det ved, at vi cyklede til hytten, med fuld oppakning.
Når vi tog på ferie, enten hos egen familie eller bønder, der tog mod blege københavnere, kørte vi med tog og bus frem til målet.
I familien købte man sparsomt ind, og vi spiste indmad som hjerter, lever og nyrer. Tarme og fedt blev brugt til pølser og der var kødrationering. Ofte blev der lavet mad til to dage.
På mine mange ferier og ophold i Lemvig holdt jeg af at være på Skødbæk Mejeri, hvor min mormor og morfar arbejdede. Her blev der lavet, mælk, fløde, smør og ost. Noget smør kom i dritler, andet i pakker af pergamentpapir.
Mælken blev leveret til butikker og private af Carl Hestbech, der havde to nordbagger spændt for vognen med klirrende mælkeflasker i metalstativerne. Mælk, der ikke var solgt, blev taget med tilbage til mejeriet, hvor vi tømte mælk og fløde ned i store beholdere. Den mælk blev senere brugt til ost… og til tykmælk.
De tømte flasker (som ikke havde pant) blev skyllet og dampet, så de stod klar til påfyldning næste dag. Tykmælk. Altså et surmælksprodukt, blev lavet af den mælk, der kom retur, og folk havde stjerner i øjnene, når det var muligt at få. Mormor og morfar bragte flasken med tykmælk hjem, som var det den hellige gral. Så blev der fundet puddersukker og gammelt rugbrød frem fra øllebrødskassen. Med revet rugbrød og puddersukker strøet gavmildt ud over tykmælken, tog mormor og morfar en tur i himlen.
Øllebrødskassen var jo et sted, hvor man gemte endeskiver og rugbrød, der var blevet for tørt. Når der var nok, blev der lavet øllebrød. Franskbrød gemte man til rasp.
Når vi skulle til fodbold eller anden idræt, så cyklede vi… uanet om det regnede eller sneede og uden at brokke os, selvom vi skulle i skole dagen efter, som en af de seks dage vi gik i skole. Der var ikke varmt vand i lejlighederne, så vask foregik med koldt vand i køkkenets zinkvask, og om vinteren med en kedelfuld varmt vand. En gang om ugen blev vi gennet i bad på skolen.
Når vi skulle på ferie, var det eksotiske rejsemål som Bornholm eller Langeland, og oftest med tog/bus, senere i lejet eller lånt bil. Da jeg var ung, foregik rejserne rundt i Europa ved at blaffe sig frem. Det betød så også, at man ikke altid kom hen, hvor man ville, men så nød man den oplevelse det var at komme til et ukendt sted.
Nu er jeg en gammel fattig buuhmar, og jeg har ødelagt planeten med mit egoistiske overforbrug. Det må du undskylde, Greta. Udover at sige undskyld for at være gammel, vil jeg også lige benytte lejligheden til at sige undskyld, fordi jeg er cis-kønnet mand, og at jeg mere end én gang har forsøgt at komme i nærkamp med kvinder, der har fanget min interesse… helt uden at vente på, at de bad mig om at henvende mig.
Jeg vil også gerne sige undskyld for de samlejer jeg har lokket uskyldige kvinder ud i, uden samtykke. Og for de platte vitser, der røg ud af munden på mig, uden tanke på de konsekvenser det har haft for ofrene.
Sådan. Har jeg glemt noget, siger jeg også undskyld for det.
Johnny Larsen er forfatter, journalist og omkringfarende enlig far til stortalent på cykel. Foto: Privat