Kære Mette Frederiksen,
Nu skriver jeg til dig igen. Også denne gang i form af et åbent brev.
Du er børnenes statsminister, og du ville egentlig gerne have været skolelærer, har vi hørt dig fortælle. Du har også gentaget, at du er socialdemokrat, og viser på den måde, at du tager fejl af på den ene side at være medlem, og på den anden at agere som socialdemokrat. Du er medlem.
Som børnenes minister har du svigtet, og vi må sande, at det er et begreb, du har anvendt, uden at søge en politik, der giver dækning for den selvpåberåbte titel. Desværre.
Nu ved vi, at du ikke bekymrer dig nok om børn til at tage dig af dem og til at lade det afspejle i politikken, der bliver ført. Du står bag Barnets Lov, som i grove træk overdrager forældreansvar og forældrerettigheder til kommunale sagsbehandlere. Ikke socialrådgivere, ikke fagfolk med særlige kompetencer, men slet og ret enhver, der er ansat af en hvilken som helst kommune til at være sagsbehandler.
Der er ingen krav om uddannelse og heller ingen krav om deltagelse i kurser. Enhver kan altså blive sagsbehandler og vurdere fagpersoners vurderinger baseret på lang uddannelse og personlige erfaringer som praktiserende fagfolk. Det er den slags mennesker, du har givet fripas til, så de på arbejdsgivernes vegne, kan tage børn fra forældre og tvangsbortadoptere dem til ”mere egnede familier”, der så til gengæld ikke kan modtage den økonomiske hjælp og støtte, som den rigtige familie har behov for. Da besparelser, som rammer de svageste i samfundet, er et hjertebarn for dig, er det nærliggende at mene, at du nok har kigget mere på økonomi end på humanisme.
Tvinges til ussel indtægt
Nu er det så kommet dertil, at ”fejlfarverne” skal lære at arbejde…. Og det synes at være en idé, der går tilbage til din tid som beskæftigelsesminister: Slavearbejde. Altså tvangsarbejde for lav løn, og helt uden rettigheder. Det er dit mantra. Var du nu kommet på bedre tanker, siden du sad i Beskæftigelsesministeriets hjørnekontor, ville du have fulgt det rimelige krav og nyttejobs op med overenskomst, rettigheder og fuld løn. Indrømmet, det kan være vanskeligt at vide, hvordan mennesker i hverdagen tænker og agerer, når man aldrig har mødt andre end ja-sigende partimedlemmer i beskyttede miljøer. Det er er umuligt at forstå en arbejder, når man selv er gået fra skolen direkte ind på Christiansborg.
Frederiksismen er uhyggelig, fordi den tilstræber absolut magt, og når den er nået, spares der ikke på kræfterne, i hvert fald ikke i samme grad som, der spares på indsigt, viden og empati. Derfor bekymrer det dig heller ikke, at straffen over dovne på kontanthjælp, nu rammer flere tusind unge, som er ramt af og må leve med neurodiversitet. Det er en meget lille skare, men det er en skare, der lider hver dag, og for hvem nogle kan have svært ved at begå sig i samfundet med normale krav. For en gruppe er det endda fysisk og psykisk umuligt. Neurologiske lidelser er lidelser, man ikke bare lige overvinder, fordi man tvinges til at leve for en ussel indtægt. Ingen med cerebral parese er blev helbredt af at miste ydelser til livet opretholdelse, og ingen neurodivergent vil komme til det heller.
Når strukturen brister
Du må forstå, at neurologiske lidelser er ulogiske for os neurotypiske, og vi er trods alt langt de fleste, men for den sidste lille procentdel af befolkningen skal der noget andet til. Nogle er glade for at fylde frysedisken op i et supermarked, og heldigvis findes der arbejdsgivere, som giver dem job, men vi hører aldrig om de nedsmeltninger det forårsager. Andre kan med støtte og ro opnå virkeligt store mål i livet og blive til gavn for alle, og deres nedsmeltninger kan foregå i trygge omgivelser.
Nedsmeltninger kommer, når verden falder sammen, og man går fra overlevelse via maskering eller vane i trygge omgivelser, der ikke forandrer sig, til utryghed. Nedsmeltningerne kommer, når strukturen brister, og det afstedkommer en belastning, der udløser stresshormoner og disse blokerer for en vej ud af nedsmeltningen. Det er en katastrofe for den neurodivergente. Det er en enorm belastning, også for de pårørende, der magtesløse må se til.
Nu vil du tvinge disse mennesker ud i noget, de ikke er i stand til at honorere eller forstå, og du vil have kommunale sagsbehandlere uden uddannelse, uden indsigt, uden erfaring til at bestyre disse ulyksalige menneskers liv. Det kan godt være at samfundet ikke kommer til at mærke nogen forandring, men de gør de med diagnoserne og det samme gør deres familier.
Desværre er det ikke sådan, at du fjerner noget godt, for det er i forvejen intet mindre end forfærdeligt for langt de fleste neurodivergente, nu tager du bare pengene fra dem også. Det er altså rigelig slemt, som det er.
Jeg er ret sikker på, at der er penge nok i statskassen til at give disse mennesker et værdigt liv. Trods alt er det mennesker, der ikke passer i kasser. Det er samtidig blandt dem de største nyskabelser og samfundets fremdrift findes. Det kan du eventuelt tale med Simon Baron-Cohen om, han ved ret meget.
Overrask mig. Vis hjerte. Tag hånd om de svageste i vores samfund.