Godt nyt for AG København.
Joachim Boldsen regner med at være sin lægskade så meget kvit, at han er med, når AGK 26. maj spiller Champions League-semifinale mod Atlético Madrid ved Final4-stævnet i Köln, hvor selve finalen spilles dagen efter.
- Jeg er sikker på, at jeg er klar til Final4. Det er mere de andre kampe, jeg er i tvivl om. Dem må vi se, om jeg kan nå, siger Boldsen, der ellers var meldt færdig for sæsonen, til Kanal Sport.
De andre kampe er de to DM-semifinaler mod KIF Kolding. Her spilles den første kamp lørdag.
- Vi fandt hurtigt ud af, at den skade, der var, den kunne vi ikke gøre sig meget ved. Så måtte man gå i gang så hurtigt som muligt og se, om man kunne klare det smertemæssigt. Og der har ikke været nogen smerter, så det overlever jeg nok også, siger han.
Boldsen pådrog sig skaden i sidste måneds første Champions League-kvartfinalekamp i Parken mod FC Barcelona. Han scorede kampens første mål, men blev skadet ved samme lejlighed.