Sirwan Khamal bor på ni kvadratmeter sammen med to andre mænd. På Asylcenter Kongelunden på Amager i København. Han var 16 år gammel, da han som irakisk flygtning kom alene til Danmark i 2001.
I de seks år, der er gået siden, har han boet på fem forskellige asylcentre og fået seks afslag på opholdstilladelse. Imens har han prøvet at skabe sig et liv i Danmark. Helst så almindeligt som muligt.
»Jeg vil bare gerne have en hverdag. Det er det vigtigste for mig. Jeg vil gerne tage en uddannelse, være sammen med mine venner, finde en sød kæreste, som jeg kan love, at jeg bliver her. Lige nu kan jeg ikke have en kæreste, eller få børn. Hvordan kan jeg det, når jeg ikke ved, om de sender mig hjem i næste måned?« siger Sirwan Khamal.
Hjem vil han ikke, i hvert fald ikke til Irak. Han er irakisk kurder og flygtede fra Saddam-styret, men han flygtede i lige så høj grad fra problemer i familien og har ikke set eller talt med nogen af dem siden.
Han ville bare væk. Vejen gik over låste, mørke lejligheder og illegale job i Tyrkiet og Grækenland. At han endte bag i en lastbil, der bragte ham til Danmark, var tilfældigt – dengang var det eneste, han vidste, at landet havde vundet EM i fodbold i 1992.
Venner i hele Danmark
I dag har han mange venner i Danmark, både danskere og andre som ham selv med en fortid i et andet land. Han kender både til livet på Bornholm, i Sigerslev på Stevns og det københavnske Frederiksberg. Alle steder har han boet på asylcenter.
Som 23-årig bor han på Asylcenter Kongelunden på Amager. I en grå barak med andre enlige mænd. De fleste har allerede fået nej. Mange gange. Ligesom Sirwan Khamal.
»Jeg kender mange på min alder, der ikke gider lære dansk. Hvorfor skulle de, når de bare bliver smidt ud, tænker de. Mange gider heller ikke tage en uddannelse, eller orker det ikke, fordi de er blevet trætte eller syge af at vente og ikke orker at tage ud i samfundet. Så de går bare rundt her og bliver mere og mere vrede og frustrerede,« siger han.
Sirwan Khamal forstår dem godt. På en måde. Men selv har han haft det helt anderledes. Lige fra begyndelsen.
Allerede en uge efter, at han var kommet til Danmark, sad han på skolebænken for at lære dansk. Ikke fordi nogen tvang ham til det, men fordi han gerne så hurtigt som muligt ville lære at tale med de mennesker, som han regnede med, at han skulle leve sit liv sammen med.
Den første tid var han bare glad, sådan glad helt ned i maven og ud i smilebåndene. Selvom han på kort tid blev rykket rundt fra asylcenter til asylcenter, blev flytteriet opvejet af, at han kun mødte søde mennesker, som gerne ville hjælpe ham. Som gerne ville lære ham at kende, følte han.
En ny chance
»Jeg var bare lykkelig for at være kommet væk og for endelig at få chancen for et ordentligt liv. Og alle folk var så søde. Jeg troede, at jeg fik lov til at blive, hvis bare jeg fortalte min historie og viste dem, at jeg gerne ville lære dansk, og at jeg gerne ville uddanne mig og arbejde.«
På et dansk, der ikke efterlader tvivl om, at han har lagt mange timer i at lære udtalen, fortæller han, at det var under sit første møde med en sagsbehandler fra Udlændingeservice, at det gik op for ham, at nogen kunne tro, at han løj, når han sagde, at han ikke turde vende tilbage til Irak. Og i årene, der fulgte, erfarede han mange gange, hvor mange regler, der var for, hvad han ikke måtte, fordi han var asylansøger.
»Nu bliver jeg ikke overrasket mere, men det gør stadig ondt i maven hver gang. Som dengang hende sagsbehandleren kiggede på mig, som om jeg løj for hende. Eller når jeg tænker på, at Udlændingeservice sikkert ikke giver mig lov til at gøre min uddannelse færdig,« siger Sirwan Khamal.
Han har for mange eksempler på ting, han ikke må for de danske myndigheder, til at tro andet.
Som asylansøger må Sirwan Khamal ikke arbejde, derfor må han spise, købe tøj og leve for de knap 2.000 kroner om måneden, han får af de danske myndigheder. Som asylansøger har man heller ikke ret til at tage kørekort, fik han at vide af myndighederne, da han for et par år siden stolt troppede op med pengene til det. En gave fra et dansk ægtepar fra Amager, hvis datter han på et tidspunkt var kæreste med, og som han i dag betragter som sin danske familie. Men pengene kunne han godt beholde, fortalte Københavns Politi ham, for som asylansøger har han ikke CPR-nummer, og det skal man have for at få lov til at gå til teoriprøve.
Kun fordi en god ven fortalte ham om, at andre steder i landet ikke var lige så strikse med den regel, fandt han ud af, at han kunne tage prøven på Falster. Så på trods af reglerne fik han et kørekort.
Skole, men ikke praktik
Én ting har han fået lov til: at begynde på en uddannelse. På Teknisk Skole i Ishøj uddanner han sig til modelsyer for designere. Der er bare det men, at han ifølge de danske udlændingeregler ikke kan få lov til at gå i lønnet praktik, som er obligatorisk for at bestå uddannelsen.
For ni måneder siden søgte han Udlændingeservice om dispensation fra reglen. Alle holdkammeraterne er for et par uger siden begyndt på deres praktiksteder, men Udlændingeservice har ikke svaret ham endnu.
Selvom han har fået nej så mange gange før – håber han hver gang på et ja.
For få uger siden fik han da også at vide, at udlændingemyndighederne har sagt ja til at tage hans sag op igen. Så nu venter han. Igen. Og i mellemtiden er der ikke plads inden i ham til at tænke i nejer. Ikke hvis han skal kunne holde ud at leve.
»Jeg er nødt til at have en hverdag, hvor jeg tænker på, hvilken slags bukser jeg skal sy næste gang, hvad jeg skal lave sammen med mine venner i morgen, hvad jeg skal spise til aftensmad. Hvis jeg tænker på, at jeg får et nej, til praktik eller til at få lov til at blive, så kan jeg ikke holde mit liv ud,« siger Sirwan Khamal.
Han tænker dog meget over, hvad det er for forhold, han lever under.
Og hvad han mener om, at asylansøgere som han selv og mange af hans venner bor på værelser på ned til ni kvadratmeter, år efter år efter år.
»Det er lidt ligesom at holde dyr. Hvis du har en hund, bestemmer du også over, hvornår den skal have mad, og hvornår den må komme ud at gå tur. Sådan er det at bo på asylcenter; der er hele tiden nogle andre, der bestemmer over dig, og som bestemmer, hvor du må gå hen,« siger han.
På ubestemt tid
Nogle gange føler han sig som en kriminel, der ikke ved, om han har fået livstid.
»Et asylcenter er som et åbent fængsel, forskellen på et asylcenter og et fængsel er bare, at du ikke ved, hvor længe straffen varer, eller hvor du bliver sendt hen bagefter.«