»Jeg troede, at vi skulle lege. Ligesom vi gjorde i Danmark.«

11-årige Arlinda Nura skuler med sine grøn-brune øjne.

»Jeg troede, at vi skulle på udflugter,« tilføjer hendes 14-årige søster, Majlinda Nura.

Det er midt i juli i en baghave i hovedbyen Pristina i Kosovo. De to piger er i denne uge begyndt på en tre uger lang sommerlejr i dagtimerne. Et tilbud fra Dansk Flygtningehjælp, som de har sagt ja tak til. Men lejren har vist sig at være noget helt andet, end pigerne havde håbet på.

I stedet for leg og udflugter er de to børn sat til at grave i en arkæologisk lejr. To børn, som sammen med deres familie blev sendt tilbage til Kosovo i fjor efter syv år som asylsøgere i Danmark.

Bortset fra et enkelt afbræk, en søndagsudflugt, handler de otte daglige timers sommerlejr kun om en ting:

»Vi bare graver og graver,« siger Majlinda og trækker på sine spinkle skuldre.

40 graders varme
Hvad graver dækker over åbenbarer sig inde i majsmarkerne godt 10 kilometer uden for Pristina.

Arlinda og Majlinda Nura guider vej ad snørklede traktorspor frem til bestemmelsesstedet: Ulpiana, en romersk bosættelse fra oldtiden, der betegnes som et af de vigtigste arkæologiske steder på Balkan.

Det er her, søstrene og 40 andre unge deltager i sommerlejren. Ikke i dag. Lørdag er fridag. Men fra mandag til fredag graver de i temperaturer på op til 40 grader.

»Det er meget varmt. Og der er ikke rigtig noget sted at gå i skygge, når vi graver,« fortæller Majlinda og oplyser, at de har vand med.

»Men vandet bliver varmt ligesom te,« siger hun og viser, hvor de graver.

Et større område er ryddet for ukrudt. Det øverste lag jord skovlet væk. Og i tre arkæologiske felter er skovle, spader og hakker nået fra 20 til 50 centimeter ned i jorden.

»Det er hårdt. Meget hårdt,« synes Majlinda Nura.

Det var frivilligt
Tilbage i Danmark er sommerlejren blevet genstand for en klage over Dansk Flygtningehjælp.

Den private forening Støttekredsen for Flygtninge i Fare skriver i et brev til integrationsminister Rikke Hvilshøj (V), at der ikke kan herske tvivl om, at det var børnearbejde, de udsendte børn blev rekrutteret til, og Majlinda og Arlinda udførte igennem tre uger .

»Jeg synes nok, at Dansk Flygtningehjælp kunne have fundet på mere børnevenlige alternativer i sommerferien end gravearbejde,« siger Mona Ljungberg, forkvinde for Støttekredsen for Flygtninge i Fare.

Dansk Flygtningehjælp undrer sig dog over kritikken. Anne la Cour Vågen, leder af organisationens asylafdeling, betragter sommerlejren som et godt tilbud om adspredelse til børnene i deres sommerferie.

»Vi har gjort det her med de bedste intentioner. Og det ligger os fuldstændig fjernt at betragte det som børnearbejde. Jeg ser det som en spejderlejr eller svømmelejr. Der har bare været fokus på arkæologi,« siger hun.

Anne la Cour Vågen understreger også, at Dansk Flygtningehjælp blot inviterede børnene med – det var en arkæolog fra Kosovo, der arrangerede sommerlejren. Og det var helt frivilligt for børnene, om de ville deltage, pointerer hun.

»Hvis de ikke brød sig om at være der, kunne de jo bare lade være med at møde op,« siger Anne la Cour Vågen og tilføjer:

»Og så må jeg lige understrege, at det altså er forældrenes ansvar at sige ja eller nej til, om deres børn skulle deltage.«

Børn skal beskyttes
Men Dansk Flygtningehjælp kan ikke på den måde fraskrive sig ansvaret. Det mener børne- og ungdomspsykiater Bente Rich, som arbejder med traumatiserede flygtninge.

»Dansk Flygtningehjælp overser, at nogle af disse børn og deres familier ikke tør sige nej. Mange af de tilbagesendte familier er dybt afhængige af den hjælp, som Dansk Flygtningehjælp giver dem. Og måske er de bange for, hvad der sker med den hjælp, hvis de siger nej til sommerlejren,« siger hun.

Anne la Cour Vågen understreger, at familien Nura ikke længere modtager løbende hjælp fra Dansk Flygtningehjælp – og at familien derfor ikke er afhængig af organisationen. Desuden pointerer hun, at Dansk Flygtningehjælp inviterede andre tilbagesendte børn med, som uden problemer sagde nej tak til sommerlejren.

Anette Faye Jacobsen, specialkonsulent og ph.d. ved Institut for Menneskerettigheder, mener dog også, at der kan sættes spørgsmålstegn ved frivilligheden.

»Børn i en alder af 11 år er ikke i stand til at stille sig frem og sige fra. De har ikke den myndighed, der skal til. Børn i den alder har brug for beskyttelse,« påpeger hun.

Den beskyttelse mener Dansk Flygtningehjælp dog, at børnene har fået.

»Vi er ikke bare gået ind i det her med blå øjne. Vi kendte fuldt ud til projektet og fik blandt andet tilsendt en beskrivelse af det, inden vi tilbød det til børnene. Og jeg må tage udgangspunkt i, at der har været forsvarlige forhold,« siger Anne la Cour Vågen og henviser til, at medarbejdere fra flygtningeorganisationens lokale kontor i Kosovo flere gange undervejs så til børnene på sommerlejren.

Uegnet for børn
Og disse medarbejdere oplevede mere, at det var hygge og samvær med andre, end at Majlinda og Arlinda Nura arbejdede hårdt. Det blev de ifølge Dansk Flygtningehjælp friholdt for, fordi de var yngre end de øvrige deltagere.

»Så jeg har altså meget svært ved at forestille mig, at disse piger er blevet udnyttet,« siger hun.

Men sådan ser det ikke ud på en række fotografier, som Nyhedsavisen har vist til to arkæologer.

Arkæologerne har dels set billeder, som de to piger selv har taget. Dels har de set fotografier, som to tilfældigt forbipasserende motorcykel-turister har taget og siden offentliggjort på internettet. Ifølge Ulla Lund Hansen, lektor i arkæologi ved Københavns Universitet, viser fotografierne, at sommerlejrens deltagere renser op .

»Det er det tungeste arbejde med skovl, spade og trillebør, som skal udføres, inden man kan komme i gang med de finere arkæologiske udgravninger,« forklarer hun.

»Jeg synes ikke, at det er noget for børn. Der skal store voksne mænd til at skovle i dagevis, fordi det er tungt arbejde,« tilføjer hun.
Leif Erik Vaag, klassisk arkæolog og akademisk redaktør på det kulturhistoriske tidsskrift Sfinx, er enig.

»Arbejde af den karakter skal man ikke sætte mindreårige til. Det er alt for hårdt,« tilføjer han og henviser til, at selv den 11-årige Arlinda Nura på begge serier af billeder ses med skovl og hakke i jorden.

Ifølge Leif Erik Vaag er det ikke unormalt, at udgravninger i Middelhavsområdet finansieres ved, at studerende udfører det tunge arbejde.

»Men så plejer det at være studerende, som selv har søgt om at være med, fordi de har en interesse i arkæologi. Ellers er det arbejde, man betaler lokale arbejdsmænd for,« siger han.

Børnene på sommerlejren fik ingen penge for deres graverier, og ifølge Dansk Flygtningehjælp er der på ingen måde tale om, at de udførte et regulært stykke arbejde.

»Jeg har direkte spurgt om og meget klart fået at vide, at der ikke var tale om et stykke arbejde, som andre ville udføre, hvis børnene ikke gjorde det,« siger Anne la Cour Vågen.

En EU-rapport fra juli 2006 tegner dog et andet billede. Ifølge den er der flere gange uden det store held søgt om penge til at få renset og klargjort jorden i Ulpiana til de rigtige arkæologiske udgravninger. Med andre ord til det arbejde, som deltagerne på sommerlejren ifølge arkæologerne udførte – ganske gratis endda.

Og det er ikke første gang.

Gravede en hektar
Dansk Flygtningehjælp har givet Nyhedsavisen en beskrivelse af projektet, som den arrangerende arkæolog har forfattet. Af papirerne fremgår, at han også i 2004, 2005 og 2006 arrangerede arkæologisk sommerlejr i Kosovo.

Om den 14 dage lange sommerlejr i 2005 skriver han, at 40 unge deltog, og at de »opnåede at rydde et område på 9.600 square yards (svarende til næsten en hektar) (...)«.

Tilbage i Kosovo er sommerlejren slut. På nær få dage deltog Majlinda og Arlinda Nura alle tre uger.

»Det var sjovt at møde nogle andre unge, selvom de var ældre end os,« siger Majlinda Nura.

»Men det var ikke sjovt at grave.«