Badmintonspilleren Jan Ø. Jørgensen er klar til sin første individuelle finale i lang tid.
Det blev en realitet, da danskeren lørdag aften besejrede franske Lucas Corvee i semifinalen i Swiss Open.
Sætcifrene lød 21-14, 12-21, 21-18 i danskerens favør, og han møder søndag Sameer Verma fra Indien i finalen.
Jan Ø. Jørgensen skulle blot bruge 16 minutter til at sikre sig første sæt, og semifinalen virkede til at blive en kort affære.
I andet sæt bed franskmanden dog fra sig og tvang Jan Ø. Jørgensen ud i tre sæt.
Danskeren havde svært ved at finde niveauet fra første sæt og bagud 6-11 undervejs blev det blot værre og værre, inden Corvee tog sættet.
I tredje sæt var Jan Ø. Jørgensen foran 12-9 og 14-10, men tre point i træk til Corvee skabte spænding ved 14-13.
Herefter knækkede franskmanden, og Jan Ø. Jørgensen tog fire point i træk og endte med at vinde sættet.
Swiss Open er Jan Ø. Jørgensens første individuelle turnering efter den lange skadespause, som har sendt ham ud af top-100 på verdensranglisten. For et år siden lå han nummer to.
For nylig var han med til at vinde EM-guld med det danske landshold i Kazan. Det var hans første internationale stævne i otte måneder.
Swiss Open rangerer som en level 5-turnering, hvilket er det næstlaveste niveau blandt World Tour-turneringerne, der har afløst de tidligere Super Series-turneringer.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.