Luften i det tætpakkede kirkerum i Sankt Therese Kirke i Hellerup var tung af sorg, salmer og en krydret duft af røgelse.
Som et usynligt tæppe hang den ud over de mange hundrede sortklædte mennesker, der var mødt op for at sige farvel til den 18-årige Jakob Haugen-Kossmann, der blev fundet druknet forrige uge i Københavns Havn.
Familien, vennerne, klassekammeraterne og den katolske biskop Czeslaw Kozon. Midt i det hele – lige foran Jakobs hvide kiste med gule og hvide blomster – stod sognepræst Niels Engelbrecht i sin lilla messehagel og forsøgte at sætte ord på afmagten og det indre kaos. Han talte om at finde trøst i troen.
- Vi ved ikke, hvad der skete imellem det tidspunkt, da Jakob forlod sine venner og han ikke levede mere, men ligegyldigt, hvad der er sket med Jakob, så tror vi på, at han blev holdt fast i Guds favn. Gud har ikke sluppet Jakob på noget tidspunkt, sagde han og henviste til Bibelen, hvor apostlen Paulus sammenligner livet med et telt, der kun står i et stykke tid.
- Vi synes, Jakobs telt var for nyt og for godt til at blive taget ned nu, og vi sørger over, at det ikke står mere, men for Jakob er det ikke længere et problem, for han har en ny og bedre bolig, der skal holde evigt, forklarede præsten.
Messen fortsatte med flere salmer om troen på det evige liv, en traditionel nadver og endelig processionen ud af kirken, over til Hellerup Kirkegård.
Gråd og stilhed
Den mørke mascara løb ud under solbrillerne på en af de unge kvinder, der forsøgte at stoppe tårerne med en sammenknuget papirsserviet. Hun fik et kram af en veninde, der også begyndte at græde. Mange græd, da Jakobs kiste langsomt blev båret ud af kirken, ud i solen. Andre så bare tomt frem for sig.
Ude på kirkegården var luften anderledes frisk og forårsgrøn. Der var meget stille ved graven. Ingen sagde noget til hinanden, som en film uden lyd.
Efter et stykke tid brød præsten Engelbrecht stilheden med jordpåkastelsen.
- Af jord er du kommet. Til jord skal du blive. Af jord skal du genopstå.
Det er sagt millioner af gange før, men det lød stadig smukt og rigtigt.
- Vi beder om, at Jakob skal møde Guds ansigt i evigheden, sagde han og stænkede dåbsvand på kisten som et symbol på det evige liv.
Kisten blev sænket ned i jorden, salmen Altid frejdig, når du går lød ud over gravene og mange gik op til Jakobs forældre og søskende for at give dem et stort kram.
Jakobs mor, Elisabeth Kossmann, smilede lidt og opfordrede alle til at samles i den nærliggende Rygaards Skole gymnastiksal. Det gjorde de allerfleste.
Ulykkelig bedstemor
Jakobs gamle svage bedstemor rejste sig i salen, støttede sig skrøbeligt til sin stok. Hun ville tale til forsamlingen og satte pludselig helt almindelige ord på sorgen. Og de handlede ikke om evigheden.
- Jeg er så ulykkelig. Jeg elskede dig så meget, Jakob. Du var noget helt særligt, en livsglad dreng, der besøgte mig hver eneste uge for at spille Mozart, Beethoven og dine egne kompositioner. Nu er du væk, og min eneste trøst er, at jeg er så gammel, at jeg nok ikke skal sørge så længe, sagde hun.
På kirkegården var graverne i fuld gang med deres arbejde, at dække graven til med jord og de mange blomster.
Flere steder på kirkebænkenes salmebogshylder lå små hvide sammekrøllede papirsservietter tilbage. Det lys, som Jakobs mor tændte inden messen, brændte stadig.