Juventus plejer at have fuld fart på, men i denne sæson har storklubben for alvor slået turboen til.
Det er blevet til 13 sejre og en enkelt uafgjort i 14 kampe, siden sæsonen blev skudt i gang.
Juventus har sat kursen mod det ottende mesterskab i træk i den italienske Serie A og har øget troen på, at sæsonen måske kan ende med den helt store triumf i Champions League.
Onsdag aften kan holdet fra Torino med en sejr på eget græs over Manchester United booke en plads i forårets ottendedelsfinaler i Champions League.
Opgaven virker løselig for Miralem Pjanic og holdkammeraterne, efter at Juventus for to uger siden vandt 1-0 i Manchester. Trods sejren mener Pjanic, at der er noget at rette op på.
- Det bliver en vigtig aften, hvor vi kan kvalificere os til næste runde.
- I Manchester spillede vi en god kamp, men vi afsluttede det ikke, som vi gerne ville, siger midtbanespilleren til klubbens hjemmeside.
- Mange hold har en chance for at vinde Champions League. Vores træner mener, at Barcelona er en af favoritterne, men vi har også et hold, der kan nå virkelig langt, siger han.
Mens Juventus topper gruppe H med ni point efter sejre over Valencia, Young Boys og United, så indtager United andenpladsen med fire point.
De engelske gæster tror alligevel på, at de kan skabe noget ravage i gruppen.
Forsvarsspilleren Chris Smalling håber, at United onsdag kan bygge videre på en god præstation i anden halvleg fra det første møde på Old Trafford.
- Jeg tror, at vi startede kampen med en smule ærefrygt. Vi manglede fart og var ikke oppe på tæerne, siger Smalling til Uniteds hjemmeside.
- I anden halvleg fik vi vist, at vi kunne give dem kamp til stregen. At vi kunne skabe chancer, siger han.
Juventus har endnu ikke lukket mål ind i Champions League, hvilket viser, at opgaven bliver hård.
- De er godt organiserede og står kompakt som hold, så det er svært at score mod dem, siger Uniteds italienske forsvarsspiller, Matteo Darmian.
I weekenden indkasserede Juventus dog et mål i en 3-1-sejr over Cagliari i Serie A. Ifølge Miralem Pjanic er defensiven noget, som træner Massimiliano Allegri vil have forbedret.
- Vi fik en vigtig sejr, men vi slap også et mål ind. Allegri har forklaret os, hvor meget arbejde vi skal lægge i det defensive spil, og det er tydeligt, at der er noget, vi kan forbedre.
- Ligesom at vi skal blive bedre til at lukke ned for kampene. I en sæson er der mange kampe, og vi kan ikke altid køre på med 200 kilometer i timen, siger Pjanic.
Opgøret begynder klokken 21. I gruppens anden kamp tager Valencia imod Young Boys klokken 18.55.
/ritzau/