Det store cyberangreb, der har ramt verden i weekenden, er ikke bare underligt amatøragtigt. Der er også imod det normale morale kodeks blandt hackere.
Det siger trusselsanalytiker hos it-sikkerhedsfirmaet Bitdefender Bogdan Botezatu.
Angrebet består af virussen WannaCry. Den udnytter et kendt sikkerhedshul i Windows-computere. Kommer virussen ind, bliver ens computer låst, og man bliver opkrævet løsepenge.
- Det er et smukt sikkerhedshul, de har udnyttet. Men dele af koden er taget fra "open source-software", og gruppen bag skal stadig manuelt låse computere, der bliver betalt løsepenge for, op.
- Det får mig til at tænke, at denne gruppe ikke har erfaring med lave denne slags "ransomware" og ikke er så gode, som mange andre, der laver det, er, siger Bogdan Botezatu.
Det er dog forventet, fortæller it-specialisten. For det er blevet markant lettere at lave software, der låser computere og gør bagmændene i stand til at kræve løsepenge.
- Det er blevet så let, fordi så meget software kan købes færdigt, at meget, meget uprofessionelle mennesker er begyndt at gøre det.
- Det er skræmmende, for vi er ved at nå et punkt, hvor selskabers data bliver taget gidsel af 18-årige uden ekspertise, siger Bogdan Botezatu.
Samtidigt er strømmen til denne nye form for kriminalitet en medvirkende årsag til, at miljøet er forrået. WannaCry har eksempelvis ramt hospitaler.
- De grupper, der laver "ransomware", plejede at have et kodeks, hvor de ikke gjorde noget, der bragte menneskeliv i fare. Folk, der gjorde det, blev hånet i de fora på nettet, hvor de taler sammen.
- Men det har WannaCry gjort. Der er ingen ære længere hos de her kriminelle. Men det er som forventet, siger Bogdan Botezatu.
/ritzau/