Israels hær: Syrisk fly skudt ned over Israel

Et kig fra de israelskkontrollerede Golan-højder mod Syrien, hvor en røgsøjle stiger op fra en eksplosion på den syriske side af grænsen tirsdag. (Foto: Foto: Ammar Awad/Reuters)

Israels hær bekræfter at have affyret missiler mod et syrisk fly. Ifølge flere medier er flyet skudt ned.

Den israelske hær har tirsdag eftermiddag skudt et syrisk kampfly ned, bekræfter hæren.

Piloten er dræbt, oplyser en kilde, der er tæt på regeringen i Damaskus.

Ifølge kilden, der betegnes som værende af en anden nationalitet end syrisk, styrtede flyet ned på syrisk territorium tæt på Golan-højderne i et område, der er kontrolleret af Islamisk Stat.

Men ifølge Israels hær blev flyet skudt ned i de israelskkontrollerede Golan-højder.

Angiveligt er der tale om et russiskproduceret Sukhoj-fly.

I første omgang oplyste den israelske hær om hændelsen på Twitter.

- To Patriot-missiler er blevet affyret mod et syrisk Sukhoj-fly, som infiltrerede omkring en mil (1,6 kilometer, red.) ind i israelsk luftrum. Den israelske hær overvågede kampflyet, der siden blev opfanget med Patriot-missilet, hedder det.

- Siden i morges har der været en stigning i de interne kampe i Syrien, og i det syriske flyvevåbens aktiviteter. Den israelske hær er i højeste beredskab og vil blive ved med at handle mod enhver overtrædelse af 1974-fredsaftalen.

Reuters citerede tidligere på dagen det israelske militær for, at det ikke vidste, hvad der var sket med det syriske kampfly eller dets pilot. Første melding fra militæret var, at der ikke var registreret nogen faldskærm fra flyet.

Det statslige nyhedsbureau i Syrien, Sana, bekræfter, at et syrisk kampfly er blevet beskudt. Ifølge Sana er det sket, mens flyet var på mission i det sydlige Syrien og altså dermed i syrisk luftrum.

/ritzau/Reuters