Israel står mandag til at blive det første demokratiske land, som udviser en ansat i menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch.
Den amerikanske statsborger Omar Shakir, som er menneskeretsgruppens direktør i Israel, bliver mandag sendt ud af landet, fordi han angiveligt har støttet en boykot af Israel.
Den omstridte udvisning kommer, efter at Shakir har fremsat kritiske kommentarer, hvor han siger, at Israel undertrykker af palæstinensernes rettigheder.
Shakir ventes at blive sendt ud af landet i henhold til en omstridt israelsk lov fra 2017, som tillader udvisninger af udlændinge, der støtter en boykot.
Loven er møntet på udlændinge, som støtter den såkaldte BDS-bevægelse, som arbejder for boykot og sanktioner mod Israel.
BDS-aktivister siger, at de opfordrer til en bred boykot af israelerne på grund af den behandling, som palæstinenserne får. Israel kalder bevægelsen for antisemitisk.
BDS er en international kampagne, som ledes af palæstinensiske aktivister. Bevægelsen opstod i 2005 og er inspireret af bevægelsen mod apartheid i Sydafrika.
Den israelske højesteret besluttede 5. november, at Omar Shakir skal forlade landet. Han anklages blandt andet for at have forsøgt at få det internationale fodboldforbund Fifa til at udelukke Israel.
EU og FN har på forhånd kritiseret udvisningen, og FN har advaret om, at "menneskerettighedsgrupper har stadigt mindre plads at operere på i Israel og i de palæstinensiske områder.
Men USA - Israels nærmeste allierede- afviser at kommentere sagen direkte. En kortfattet amerikansk erklæring søndag fastslog blot støtte til ytringsfrihed.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP