På grundlovsdag fejrer vi demokratiet. Med god grund. Det er nu engang den styreform – ja, nogen vil endog sige livsform – vi har valgt her i Danmark, og som passer os bedst. Vi kan stadig blive bedre, men grundlæggende står vi på et fundament for vores samfund, som giver plads til forskellighed – og frihed til at diskutere den forskellighed. Ikke alle er så heldige som vi.

Der er mange steder i verden, hvor der ikke er grund til at feste – for eksempel i Palæstina. I år er det 40 år siden, at Israel vandt seksdageskrigen. Når der er en vinder, er der også en taber. Taberne blev palæstinenserne. Og tabet kan ikke kun gøres op i menneskeliv og materielle skader.

Palæstinenserne synes at have tabt deres fremtid. Palæstinenserne lever i dag i et forarmet folkefængsel omkranset af en middelalderlig mur og af kontrolposter, der fratager palæstinenserne ikke kun deres frihed, men også deres værdighed.

Mine jævnaldrende fætre og kusiner i Palæstina har aldrig kendt til andet end krig og besættelse – og Israels konstante forsøg på at knække det palæstinensiske folks rygrad. De har heller aldrig kendt til andet end nogle hjernevaskede terroristers påståede forsøg på at kæmpe deres kamp. Til nogle korrupte politikeres strategiske dagsorden.

De har aldrig bedt om hverken den ene eller andens version af fremtiden. De vil bare gerne have en fremtid. Ikke om 40 år. Ikke om fire år, fire måneder eller fire dage. Men nu!