Næsten et år efter at justitsminister Morten Bødskov (S) blev råbt og buhet af i EU-Parlamentet, er det onsdag aften lykkedes det irske EU-formandskab at få bilagt den strid, der bragte den danske minister i problemer under det danske formandskab.
En talsmand for det irske formandskab oplyser til Ritzau, at man under forhandlinger med EU-Parlamentet er blevet enige om en række justeringer af det juridiske grundlag for nye regler inden for det grænseløse Schengensamarbejde.
Det betyder, at parlamentet skal have flere informationer og skal konsulteres mere i situationer, hvor Schengenlande genindfører grænsekontrollen.
Men det ændrer ikke på, at det er medlemslandene selv, der i særlige situationer kan træffe beslutningen om at lukke grænserne.
Ifølge formandskabet betyder aftalen, at EU-Parlamentet nu igen er klar til at forhandle videre om fem andre sager, som parlamentarikerne havde blokeret for i vrede over medlemslandenes håndtering af Schengen-spørgsmålet.
/ritzau/