Efter godt fire år ser det nu ud til, at der er ved at være et nyt U2-album i sigte.
Det skriver U2's fanside @U2.
Her bliver der gjort opmærksom på, at alle fire medlemmer af det irske band i øjeblikket indspiller i et studie i New York med den amerikanske producer Danger Mouse.
Først havde Bono ellers sagt til avisen The Sun, at det nye album gerne måtte tage 10 år at få færdigt, så længe de var tilfredse med resultatet. Men så lang tid kommer der efter al sandsynlighed ikke til at gå.
Ifølge et interview med bassisten Adam Clayton, publiceret på bandets egen fanside i marts, regner gruppen med, at der vil være ny musik klar i løbet af efteråret.
- Vi vil virkelig gerne have et album ud i slutningen af året, september, oktober, november eller deromkring, siger Adam Clayton.
- Vi arbejder med Danger Mouse, som er klog fyr. Han er helt oppe at køre. Det er et godt hold, og det føles meget befriende at lave musik i øjeblikket, siger han og understreger, at de fire medlemmer bestemt ikke mangler musisk inspiration.
- Vi har en overflod af numre, og vi kunne lave tre eller fire forskellige plader. Men for at få det bedste album er man nødt til at styre væk fra de numre, som er lette at lave. Vi prøver virkelig at komme ud af vores komfortzone, siger Adam Clayton.
Ifølge magasinet Rolling Stone er Coldplays forsanger, Chris Martin, blevet spottet ved studiet, Electric Lady Studios i New York, hvor bandet indspiller. Men om han deltager i produktionen af det nye album, eller om han bare hang ud på stedet, er uvist.
/ritzau/