Krig fører desværre til død. Det kan ikke undgås. Afgørende for de efterladte til de to unge danske soldater, der onsdag blev dræbt i Afghanistan, er, at indsatsen giver mening. Desværre tyder mere og mere på, at det ikke er tilfældet.
I de kommende døgn vil vi høre regeringen messe det sædvanlige »tak« og udtrykke »dyb medfølelse« med de efterladte, hvorpå regeringen vil fornægte slagmarkens realiteter og sige, at det hele skam »nytter«.
Sandheden er en anden: Afghanistan forvandles nu langsomt til et Irak 2. Selvmordsbombere, der før var et ukendt fænomen, udøver deres terror stort set dagligt, og Taleban, der virkede slået tilbage efter invasionen i 2001, er nu stærkere end nogensinde.
De vestlige regeringer giver indtryk af, at målet er at »vinde over Taleban« – men Taleban er ikke en hær, der kan besejres. Taleban er afghanske borgere i hundredtusindvis, der reelt sidder på store dele af landet og tvinger de internationale styrker til at gemme sig i egne lejre. En af de danske soldater, der for nylig vendte hjem, kaldte sit eget arbejde »næsten nytteløst og dybt frustrerende«. NATO har cirka 35.500 soldater i landet, det dobbelte er nødvendigt. Danmark har et valg: Træk tropperne hjem nu, eller bank i bordet hos NATO og forlang, at andre lande yder mere. Ellers ender Afghanistan-missionen som den i Irak: med et ynkeligt dansk tilbagetog fra et land i komplet opløsning.