Den Internationale Olympiske Komité (IOC) får sværere og sværere ved at finde byer, der vil huse vinter-OL.
I 2018 foregår vinterlegene i sydkoreanske Pyeongchang, og i 2022 går turen til et andet asiatisk land, når atleterne skal rejse til Kina for at deltage i legene i Beijing.
Men i jagten på at finde en værtsby til vinter-OL i 2022 oplevede IOC, hvor svært det er at lokke byer til at afholde den store begivenhed.
Seks europæiske byer trak sig, og pludselig var Almaty i Kasakhstan og Beijing i Kina de eneste muligheder.
Det var stigende omkostninger, politisk usikkerhed eller manglende politisk opbakning, der fik europæerne til at trække sig fra ræset.
Det har fået alarmklokkerne til at ringe i IOC.
- Processen for 2022 viste helt klart de problemer, vi står over for i forhold til at tiltrække byer, specielt til vinterlegene, siger IOC-medlem og tidligere vicepræsident John Coates.
Af samme årsag er IOC gået i gang med at tænke over, hvordan man i fremtiden skal sælge de olympiske lege til mulige værtsbyer.
Det står endnu ikke klart, hvilken by der skal afholde vinter-OL i 2026. Indtil videre har fire byer vist indledende interesse. Det drejer sig om Stockholm i Sverige, Calgary i Canada, Sion i Schweiz og Sapporo i Japan.
Calgary og Sapporo har tidligere afholdt vinter-OL, mens hverken Sion eller Stockholm har haft værtsrollen i vintermånederne.
Stockholm var dog vært for sommerlegene i 1912.
Ifølge OL's administrerende direktør, Christophe Dubi, har også Norge, Østrig og USA vist interesse for at afholde vinterlegene, men interessen fra disse lande udmønter sig muligvis først i konkrete bud på legene i 2030.
/ritzau/AP