Myndighederne tager ingen chancer efter fundet af kemikalier i Skibhusene i Odense. Beboerne fra 15 husstande er tirsdag morgen fortsat evakueret, og politiet tør ikke sige, hvornår de får lov til at vende hjem.
- Jeg tør ikke give en melding om det, siger vicepolitiinspektør Torben Schultz-Petersen lidt før klokken ni tirsdag formiddag.
Beboerne blev evakueret mandag aften ved 21-tiden i forbindelse med en mindre brand.
Både forsvarets ammunitionsryddere, kemikalieeksperter samt politiets egne tekniske eksperter er rykket ud til stedet.
- Noget er fjernet, men de er ikke færdige med at undersøge, hvordan resten kan fjernes, siger vicepolitiinspektøren.
En mand er blevet anholdt af politiet, men Troels Schultz-Petersen ønsker ikke at sige noget om den side af sagen. Men efterforskerne forsøger at få klarhed over, hvad kemikalierne skulle bruges til.
Enkelte af de berørte beboere har benyttet sig af tilbuddet om at overnatte på et evakueringscenter i Marienlystcentret på Windelvej i Odense, men de fleste har fundet sig til rette hos familie og venner, oplyser politiet.
/ritzau/