For første gang siden briternes beslutning om at forlade EU og det tilhørende markante fald i pundet er der kommet inflationstal fra Storbritannien.
De viser, at inflationen stiger med den højeste takt i 20 måneder. I forhold til sidste år steg forbrugerpriserne, som er en af måderne at måle inflation på, med 0,6 procent i juli.
- Selv om den lille stigning betyder den højeste inflation siden november 2014, er inflationen stadig lav i en historisk kontekst.
- De største bidragydere til stigningen var stigende priser for brændstof, alkoholiske drikke og hoteller, skriver det britiske statistikkontor.
Der har været stort fokus på, hvordan det markant svækkede pund og Bank of Englands rentesænkning samt pengepolitiske beslutninger vil påvirke inflationen. Begge ting kan være medvirkende til at sende priserne opad.
Tirsdagens tal viser da også, at priserne på indkøbte råmaterialer steg med 4,3 procent i juli. Der er første måned med en stigning i 32 måneder ifølge Bloomberg News, der samtidig noterer sig, at importpriserne steg med den højest takt siden 2011.
Prisindekset fra detailsektoren, det såkaldte RPI, er da også steget 1,9 procent i perioden og producentpriserne med 0,3 procent. Sidstnævnte indikerer, at producenterne sender deres øgede omkostninger videre til forbrugerne.
- Nervøsiteten er, at inflationen kan stige markant, hvilket vil tvinge Bank of England til at stramme op og dermed skade økonomien.
- Men der skal meget mere til, så jeg mener, at vi vil se Bank of England støtte økonomien lang tid fremover, siger makroanalytiker hos Sydbank Kim Blindbæk.
Samme holdning deler senioranalytiker hos Danske Bank Morten Thrane Helt:
- Vi er af den klare overbevisning, at Banf og England fint vil kunne acceptere en høj inflation i den kommende periode, hvor man forsøger at stimulere økonomien.
Siden december er pundet svækket fra omkring 10,5 kroner til 8,57 kroner på grund af briternes ja til at forlade EU.
/ritzau/