To-tre gange måtte indsatsleder Kenneth Hørdum springe for livet, da han og kollegerne i beredskabet i Svendborg ved 23-tiden juleaften fik afbrudt julehyggen og måtte rykke ud til et uheld.
Kenneth Hørdum fortæller til Fyns Amts Avis, at selvom der stod røde køretøjer med de blå blink tændt, og at han med en lommelygte lyste direkte på bilisterne, der kommer imod ham, var det tæt på at gå galt.
- Vi arbejder med at flytte bilerne ind til siden og feje glasskår op, og i den oprydningsfase er der ingen respekt for os, siger Kenneth Hørdum til avisen.
- Folk kører, som om vi ikke eksisterer, og det er fuldstændig uacceptabelt. Hovedparten kører pænt, men der er lige så mange, der kører meget stærkt, selvom vi står og dirigerer trafikken. Vi er der for at hjælpe og ikke for at blive kørt ned, siger Kenneth Hørdum.
Flink ved bilisterne
Og så havde Kenneth Hørdum og kollegerne endda været i gavehumør og været flinke ved jule-bilisterne. De kunne nemlig have valgt helt at lukke Ring Nord, hvor en 46-årig kvinde og en 26-årig mand kørte sammen, og den 26-årige kortvarigt var fastklemt.
Kenneth Hørdum valgte at åbne vejen under oprydningen, fordi der var rigtig mange, der var på vej hjem fra juleaften.
- Vi ville være flinke, fordi det er jul, og fordi vi ved, at folk gerne vil hjem, men i fremtiden må vi overveje at lukke vejen og være ligeglade. Der mangler respekt for de blå blink og for vores arbejde, og det er ikke første gang, det her sker, siger han.
Tjekket for sprit
Kvinden slap uden alvorlige skader, mens den 26-årige mand måtte en tur på skadestuen. Han fik desuden taget en blodprøve, der skal fastslå, om han var påvirket ved uheldet, skriver Fyns Amts Avis.