Pakistan og Indien har traditionen tro med få dages mellemrum test-affyret hver sit missil, der med atomvåben kan smadre naboens byer.
Det var Pakistans tur en uge efter Indien sendte en ny raket til himmels. Begge lande bruger det Indiske Ocean som mål.
De to nabolande, der begge er født ud af britisk koloniherredømme, er særdeles mistænksomme overfor hinanden. Siden 1947 har de været i krig tre gange.
Indiens nye missil er dog så langtrækkende, at det kan nå Beijing i Kina og Tehran i Iran.
Hensynsfulde forhold
Pakistan og Indien har testet a-våben for 15 år siden for at kunne skræmme naboen. Begge har forskellige typer missiler, der kan lande bomber hos naboen.
Hvor de tidligere med en test af kernevåben eller et missil kunne afstedkomme alarmtilstande og krigsfrygt hos naboen, forsøger de nu at orientere hinanden inden noget sker.
Som et stort skridt fremad har landenes udenrigsministre holdt et møde. Det betyder ikke, at der er udsigt til en løsning på landenes stridigheder i Kashmir provinsen.
Terrorbalance
I gamle dage under den kolde krig, hvor mistroen mellem kapitalisterne og kommunisterne dominerede sikkerhedspolitik, kaldte man tilstandene for terrorbalancen. Det kalder man det ikke mere officielt.
Indiens nye langtrækkende missil, testet i sidste uge, er med en rækkevidde på 5.000 kilometer kraftigt nok til at nå Kina. Der har også været grænsestridigheder mellem de to lande tidligere.
Også Kina har afprøvede kernevåben og missiler, der kan nå Indien og Pakistan.
Større klub
Udviklingen betyder, at klubben af lande med interkontinentale missiler nu omfatter USA, Rusland, Kina, Frankrig, Storbrittanien og Indien. Israel menes også at have den slags våben.
Kinesiske udtalelser efter testen i Indien handler om de store udviklingslandes strålende indbyrdes forhold og fremtidige samarbejde til fordel for udvikling og stabilitet.
Alle a-våben lande fremhæver konsekvent, at deres arsenal udelukkende skal bruges som fredsskabende advarsler imod andres mulige aggressioner.