Der er et liv uden for biografernes mørke i Cannes.
Årets filmfestival i det fashionable sydfranske by begynder onsdag og varer til den 26. maj. I den periode er Cannes et mylder af filmstjerner, journalister, filmproducere, fans.
Men der kommer også andre, og det er ikke altid, at disse mennesker lige er i søgelyset, hvis George Clooney eller en anden stor kanon fra Hollywood er i nærheden.
De andre er rigmænd og kvinder, som er efter de riges penge.
Det kan Elie Nahas fortælle. Han kender livet lige under radaren i Cannes under festivalen.
Dog har han ikke været i Cannes siden 2007, da en prostitutionsring blev sprængt af fransk politi.
Nu tør han ikke forlade sit fødeland, Libanon, af frygt for, at blive anholdt.
Det amerikanske magasin Hollywood Reporter har talt med ham om det mere letlevende liv i Cannes. Han fortæller, at der bruges rigtig mange penge på sex.
Penge, som fortrinsvis rige arabere betaler til kvinder.
- De kan tjene op til 40.000 dollar på en nat, siger Nahas til magasinet. Det er 230.000 kroner.
- Arabere er de mest generøse mennesker i verden. Kan de lide dig, giver de dig mange penge. I Cannes går de rundt med bundter med tusindvis af euro. For dem er det bare papir. De gider end ikke tælle dem. De giver det bare til pigerne uden at tænke. Jeg kender systemet, siger han.
Videre fortæller Nahas, at de dyre kvinder arbejder i organiserede kredsløb, som han ifølge fransk politi drev et af.
Andre kommer i små grupper eller alene fra blandt andet Brasilien, Paris, Rusland.
I havet ud for Cannes ligger store private yachter, og libaneseren siger, at der her sker ting og sager.
Mange yachtejere betaler smukke kvinder for at opholde sig om bord. De får alle hver en "kuvert", når festivalen er slut.
- Sådan har det stået på i 60 år, siger Nahas.
/ritzau/