Det begynder i et hjørne af hallen. Først et par stemmer. Så flere. Og snart brøler 11.000 mennesker de tre ord.

»YES, WE CAN! YES, WE CAN!«

Ja, vi kan – slagordet for en yngre herre, der vil være præsident. Slagordet for en revolution, siger de.

Og så ro. Nationalsang. Og så brøl.

»Åh, min Gud. Jeg er så stolt. Lige nu skal jeg gøre det vigtigste, jeg nogensinde har gjort i mit liv. Jeg skal præsentere jer for vores mand, den næste amerikanske præsident, BARACK OBAMA!« skriger en lokal kvinde i mikrofonen.

Skilte med »Texas er Obama-land«, blege babyer, ældre damer, teenagere med tatoveringer, arme, hænder, hele kroppe – alt er i bevægelse i Fort Worth Convention Center, her midt i Texas.

Stemningen i salen er det, amerikanerne kalder Obamamania. Den stemning, der har forvandlet Barack Obama fra at være en ukendt outsider til at være storfavorit i Demokraternes præsidentkamp. Den stemning, der har gjort, at Obama i nat kan give Hillary Clinton dødsstødet, når Texas og Ohio vælger præsidentkandidat. Vinder Obama i nat, er Hillary bare endnu en tidligere præsidentfrue.

Vi kan ikke vente

Den 46-årige senator – med de store ører og satte smil – løfter sit hoved, kigger til højre og venstre. Musikken er høj. Euforisk stemning. Og så beder han dem om at slappe af, sætte sig, puste ud. Nu er der helt stille i hallen.

»De siger: Hvorfor stiller du op som præsident, Obama? Du burde vente nogle år, du burde få noget erfaring, du burde vente, så er det mere sikkert. Men mine venner, jeg kan ikke vente. Jeg stiller op på grund af det, som Dr. King, kaldte øjeblikkets nødvendighed . Jeg stiller op, fordi jeg tror på, at det kan blive for sent. Jeg vil ikke vågne op om fire år og se på tv, at Washington stadig kaster mad mod hinanden uden at komme nogle vegne,« siger han.

»I kan ikke vente. Det her land kan ikke vente. Vi kan ikke vente længere. Forandring. Vi har brug for det. Vi har brug for det nu«.

Messende. Gentagende. Bifaldet varer næsten et halv minut. Og så bliver der stille. Obama kigger først ned og så ud over de mange folk.

»Jeg elsker dig!« råber Rhiannon Griffith.

Hun er fire år og sidder i sin grå kjole på skulden af sin mor Amy Austin og smiler så bredt, at det fylder de to storskærme i hallen.

Obama vender sig mod Rhiannon og trækker sin rolige venstre hånd op af bukselommerne og peger mod hende. Smiler til hende, mens han nikker. Vender så rundt og fortæller, at han i kampagnen allerede nu har kysset flere hundrede babyer. Han griner selv over det.

I er forandringen

Han får dem til at tro. Tro på flaget bag ham. Tro på deres egen fremtid. Tro på, at man igen skal være stolt af Amerika.

På scenen i Fort Worth gemmer han charmen væk. Mindre smil. Mere alvor. Han er ikke revolutionen – det er jer, der revolutionen. I skal ikke bare have en masse skattelettelser og løfter, nej, I skal arbejde. I skal forandre Amerika.

»Jeg hjælper jer, jeg hjælper jer. Men forandring skal komme fra jer. Der er aldrig kommet forandring fra toppen og ned. Livet har lært mig, at forandring kommer nedefra. Fra folket. Altid,« siger han.

Han fortæller om det Amerika, han ikke bryder sig om. Hvor folk bliver tvunget til at arbejde for syv dollar - cirka 35 kroner – i timen. Hvor en blind familie, han besøgte, fik udgifterne til deres hus fordoblet på to uger og måtte flytte. Om ældre, der tager en halv portion medicin, fordi de ikke har råd. For unge sorte, asiater, latinoere, der mere sandsynligt ender i fængsel end på universitetet.

»Spørgsmålet, vi må stille os selv i dag, er enkelt. Er vi klar til at gøre noget ved det her land?« siger han. Publikums skrig overdøver ham, mens han peger rundt på enkelt gæster.

»Er du? Er du? Er du? Og hvad med dig?« kan man svagt høre ham spørge.

Vi begynder

Med blot en enkelt finger tørrer han den første sved af panden. Elegant.

»Hvis I er klar, så vil vi investere i jer – hvis I vil investere i Amerika! Så får vi et sundhedssystem for alle. Det kan godt være, at det ikke sker i min tid som præsident, men vi begynder. Vi begynder!« råber han.

Og så begynder de igen, nu højere end før. 11.000 mennesker, der selv tager initiativet og råber »Ja, vi kan! Ja, vi kan!«.

»Jer og mig sammen! Vi kan gøre det! Tak skal I have!,« råber han, skriver autografer og forlader hallen til øredøvende larm. Præcist én times politisk tale. Tidligere i præsidentkampen fik Obama Hillary Clinton til at græde, da han slog hende i den første valgstat. I Texas fælder kvinderne i dag tårer af andre årsager. Amy Austin kan næsten ikke trække vejret, og hendes øjne er våde.

»Det er næsten som at gå i kirke. Man vågner,« siger hun og holder sin datter i hånden.

»Hun plejer ikke at sige noget, hun er genert, så det er utroligt, at hun råbte til Obama. Men det er nok fordi, at hun hører mig tale så meget om ham. For jeg taler om ham hele tiden. Og nu har jeg set ham. Han bliver vores præsident, jeg er sikker«.

På gaden ude i den varme Texas-nat deler en ung lyshåret pige en folder ud for valget i nat, tirsdag den 4. marts.

»Det gælder også jeres liv. Glem ikke, hvad I har hørt i aften,« siger hun.

Det behøver hun ikke være bekymret for.