TIRSDAG DEN 6. FEBRUAR var der flere debatter i Folketinget, der handlede om parallelle forhold: Først en førstebehandling af et beslutningsforslag om, at staten skal give en officiel undskyldning til tidligere beboere på de 19 børnehjem beskrevet i Godhavnsrapporten fra 2011; dernæst to forespørgselsdebatter om reformen af førtidspension og fleksjob fra 2013. De handlede alle om vigtige principielle spørgsmål om anstændighed, politisk ansvar og skyld. At man havde valgt at placere dem i næsten umiddelbar forlængelse af hinanden, lignede en tanke, i al fald for denne tilhører.
BESLUTNINGSFORSLAG B 54 om at give en officiel undskyldning til Godhavnsdrengene blev stillet af beskæftigelsesordfører Finn Sørensen (EL). Det havde først og fremmest til hensigt at placere et moralsk ansvar for den fysiske og psykiske vold, svigt og vanrøgt, som disse børn var blevet udsat for på børnehjemmet Godhavn i perioden 1950-1975 under de danske myndigheders varetægt. Førstebehandlingen gav et lille indblik i, hvad man i de forskellige partier mener om spørgsmål som ansvar og skyld, herunder moralsk ansvar og retligt ansvar.
Social- og børneminister Mai Mercado (K) afviste ligesom sine forgængere på både regeringens og Det Konservative Folkepartis vegne at levere nogen officiel undskyldning. ”Det er jo ikke sådan, at en undskyldning vil betyde, at historien så forandres,” mente hun og påpegede, at det eneste vigtige er at ændre på kritisable forhold, så fremtiden ikke gentager fejlene. Alle regeringens socialordførere gentog, at der ikke kan blive tale om et moralsk ansvar, og at man ikke vil levere nogen officiel undskyldning, med mindre en juridisk retsafgørelse placerer et strafferetligt ansvar hos myndighederne. DF afviste at tage stilling.
Finn Sørensen påpegede, at det for Godhavnsdrengene handler om at blive anerkendt og set. At de selv har efterlyst en moralsk indrømmelse af og undskyldning for, at der var politikere og embedsmænd, som havde direkte ansvar for eller ikke greb ind og stoppede overgrebene på dem. Hvorfor er det så svært for regeringen og DF at give en moralsk undskyldning, når de nu godt vil indrømme, at børnene i denne sag blev udsat for ”utilgivelige svigt”, spurgte han.
Socialordførerne fra hele oppositionen (EL, ALT, S, R og SF) tilsluttede sig dette synspunkt. Christian Juhl (EL) henviste for eksempel til erfaringerne fra retsopgøret med apartheid efter 1994 i Sydafrika. Her havde parlamentet oprettet Sandheds- og Forsoningskommissionen, hvor forurettede kunne vidne om de krænkelser, de var blevet udsat for under apartheidstyret. Forudsætningen for at kunne genoprette en retfærdig orden og forsone sig med fortidens krænkelser var, at sandheden og det moralske ansvar kom frem i lyset.
SENERE FULGTE TO FORESPØRGSELSDEBATTER: Dels forhandling af F 11, stillet af beskæftigelsesordfører Bent Bøgsted (DF), om at undgå at placere syge borgere i langvarige ressourceforløb; dels forhandling af F 15, stillet af Finn Sørensen (EL), Torsten Gejl (ALT) og Bent Bøgsted (DF), om forligspartiernes synspunkter på de seks ændringsforslag, som en lang række fagforeninger og organisationer har fremlagt fælles ønske om. Jeg behandler her dem her under ét og i meget overordnede linjer.
Her fastholdt beskæftigelsesministeren og ordførerne fra forligskredsen (med undtagelse af Rasmus Jarlov (K), som ikke var mødt op) i det store hele, at deres oprindelige intentioner med reformen var såre gode, og at reformen mest har været en succes. Og de retfærdiggjorde den med ordene om, at den skulle ”hjælpe” syge mennesker til ”et meningsfuldt liv”, og at de mange ændringer (i.e. forringelser) i virkeligheden var lavet for de syges egen skyld. Sådan gentog de nærmest ordret daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksens (S) formuleringer og argumenter, som var det en grammofonplade, og nedtonede de fundamentale retsproblemer.
På den måde talte de i forligskredsen med flere tunger, der gensidigt modsagde hinanden. Jeg sidder stadig tilbage med den fornemmelse, at de ønsker at unddrage sig ansvaret for de store veldokumenterede svigt, som reformen har medført af tusindvis af meget syge mennesker, men gerne lige vil have lukket for de mange negative beretninger i medierne om absurde sager.
Beskæftigelsesministeren indrømmede dog, at der har været visse problemer med at få kommunerne til at forvalte lovgivningens intentioner korrekt, for så vidt angår ressourceforløb og førtidspension. Disse problemer er mest kommunernes og Ankestyrelsens skyld, skulle man forstå. Forligskredsen vil derfor præcisere lovgivningen om førtidspension og ressourceforløb, så borgere ikke visiteres til ressourceforløb, hvis ikke deres arbejdsevne kan udvikles.
Det skal ske med et lovforslag, der fremsættes til marts og har to præciseringer:
1. Dokumentationskravet for at få tilkendt en førtidspension kan i visse tilfælde være opfyldt, uden at borgeren har deltaget i et ressourceforløb.
2. Det er en forudsætning for at iværksætte ressourceforløb, at kommunen kan pege på indsatser, hvor der er en realistisk forventning om, at borgeren kan udvikle sin arbejdsevne.
Han indrømmede også, at lovændringen ikke direkte udvider retten til førtidspension, men at man som følge af præciseringerne forventer en praksisændring i nogle kommuner med det resultat, at nogle borgere vil få en førtidspension på et tidligere tidspunkt end i reformens første fem år. Det blev fremstillet som et stort fremskridt, at man blandt andet ville skrive ordet ”realistisk” ind i lovteksten.
Belært af de forgangne fem år, hvor man ikke havde skrevet ind i lovgivningen, hvad der skal forstås ved ”åbenlyst formålsløst”, har jeg ikke nogen stor tiltro til udkastet til en lovændring, hvor det ikke defineres, hvem der skal have retten til at vurdere, hvad der er ”realistisk”.
Der er endvidere fortsat krav om de store milliardbesparelser, som var reformens økonomiske ramme, og som ligefrem skal stige i de kommende år. Ganske vist, indrømmede ministeren, havde man i de første år sparet endnu mere på førtidspensioner end forudsat med reformen. Men man kan ikke ubegrænset få flere førtidspensioner og færre ressourceforløb uden tilsvarende økonomi på budgettet.
DET LIGNER EN TANKE, at folketingsbehandlingen om Godhavns-sagen og de to forespørgselsdebatter om reformen af førtidspension og fleksjob kom ovenpå flere hundrede meget stærke personberetninger om magtmisbrug og uværdig sagsbehandling og/eller sundhedsbehandling, som blev oplæst i et 24 timers maratonarrangement, Reformramte Fortæller, på Christiansborg 3.-4. februar og livestreamet på Facebook. Det var arrangeret af sociale modstandsbevægelser i København i samarbejde med Alternativet og Enhedslisten.
Det var et gennemgående træk for næsten alle de oplæste beretninger, at de sygdomsramte ikke blot oplevede at være udsat for uretfærdig lovgivning. I mange af beretningerne optrådte der også magtfulde kommunalt ansatte, der ikke anerkendte borgerens sygdomme og funktionsnedsættelser, men pressede dem ud over evne og truede med sanktioner, hvis de ikke levede op til de umulige krav. Eller ansatte fordrejede eller ignorerede lægefaglige dokumenter og vurderinger.
Det var beretninger om socialfaglig inkompetence og om Kafkaske tilstande, hvor behandlingen fremstod meningsløs og umyndiggørende, og hvor der ikke var nogen retssikkerhed overhovedet. Det var tilstande, hvor folk følte det, som om de var blevet bragt ind i juridiske processer og blevet dømt af myndigheder uden at kunne få at vide, hvad sagen handlede om, eller hvad der var dens præmisser. Labyrinter uden udgang i den anden ende var det dækkende billede af tilstanden. Eller billedet af et ludospil, hvor kommunens folk havde magt til at behandle dem som ludobrikker, der igen og igen kunne sendes ”tilbage til start”.
Beretningerne tegnede et tydeligt billede af en social- og beskæftigelsespolitik og en forvaltningspraksis, der ofte påfører de mest syge borgere yderligere stresstilstande, depression, angst, PTSD og andre sygdomstilstande. De tegnede et billede af et system, der direkte forringer eller fjerner borgerens eventuelle restarbejdsevne på grund af systemets meningsløse indretning og den allestedsværende ventetid og usikkerhed om fremtiden. De beskrev et social- og beskæftigelsessystem, som i mange tilfælde direkte modarbejder borgerens behandling i sundhedssystemet. Mange vidnede om, hvordan mennesker, der var kommet til systemet på grund af invaliderende sygdomme eller andre livsomstændigheder, i systemet blev påført yderligere erfaringer med afmagt, usikkerhed, utryghed, angst og social deroute, der rullede og rullede som en snebold, efterhånden som tiden i systemets labyrinter gik.
VENDER VI NU TILBAGE til forespørgselsdebatten i folketingssalen 6. februar, så savner jeg en anerkendelse fra forligskredsens side af veldokumenteret og berettiget kritik fra syge og reformramtes repræsentanter.
Hvorfor skal man tro på, at de vil hjælpe borgerne, når de i det store hele ikke lytter til, hvad, borgerne selv siger, kan hjælpe dem?
Det er denne magtfuldkommenhed, dette formynderi og denne forskønnende omgang med sandheden, som giver kvalme. Der er for langt mellem de to verdener, som de reformramte og forligskredsen sidder i. Lovgivning og forvaltning bliver aldrig ”realistisk”, hvis ikke forligskredsen anerkender borgernes erfaringer og søger at værne dem mod grænsesøgende forvaltningspraksis og ophør af retssikkerhed.
Selvom de vigtigste kritikpunkter i reformen har været kendt lige siden høringsfasen i 2012, har vi ventet meget længe på den samlede evaluering og på handling fra forligskredsen. Og vi kommer åbenbart til at vente endnu længere endnu på at se et større lovforslag med mere fundamentale ændringer af uretfærdigheder og manglende retssikkerhed.
Selvom det stod i loven, at evalueringen allerede skulle være færdig i 2017, så fortsatte ministeren med at påstå, at forligskredsen har ”fremskyndet” den politiske delevaluering (som ville blive oversendt til Beskæftigelsesudvalget efter dagens folketingsdebat) og den senere fulde evaluering, som ministeren lovede færdig i løbet af en måneds tid.
Hvorfor tale om ”fremskyndelse”, når virkeligheden er en ”forhaling”? Syge borgere bliver endnu engang udsat for unødig og kostbar ventetid.
Kun viljen til handling afgør, om det er troværdigt, når man siger, at man har gode intentioner. Den har vi stadig til gode at se udfoldet.
Hør 24 timer med Reformramte Fortæller 3.-4. februar 2018
Hør folketingsdebatten fra 6. februar 2018
Se udkastet til ændringslovforslag, som er i høring nu
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.