Taliban-regeringen har forbudt skak i Afghanistan, da spillet kan være en kilde til gambling, hvilket er ulovligt ifølge regeringens love.
Det siger Atal Mashwani, talsmand for Talibans sportsdirektorat, søndag.
Taliban har siden gruppens overtagelse af Afghanistan i 2021 indført en række love og reguleringer, der afspejler styrets strenge fortolkning af islam. Loven, der nu gør det muligt at forbyde skak, blev indført sidste år.
Forbuddet bliver begrundet med, at skak ifølge sharialovgivningen kan benyttes som et muligt middel til gambling - altså at der bliver spillet penge på skak.
Indtil Taliban-regeringen har dannet sig et overblik over gambling-farerne ved skak, er spillet forbudt, siger Atal Mashwani.
Det nationale skakforbund i Afghanistan har ikke afholdt nogen officielle begivenheder i to år og har oplevet en række udfordringer på lederniveau, siger han yderligere.
Azizullah Gulzada er ejer af en café i Kabul, som har afholdt uofficielle skakturneringer i de senere år.
Han nægter, at nogen form for gambling fandt sted i forbindelse med turneringerne. Han påpeger, at skak ikke er forbudt i andre muslimske lande.
- Mange andre islamiske lande har skakspillere på et internationalt niveau. Unge mennesker har ikke så mange aktiviteter at tage sig til i disse dage, så mange af dem kommer her hver dag, siger Azizullah Gulzada.
- De kommer og får en kop te og udfordrer deres venner til et spil skak, fortæller han yderligere.
De afghanske myndigheder har de seneste år også begrænset andre sportsgrene og har i praksis forbudt kvinder at deltage i sportsaktiviteter.
Sidste år blev sporten mixed martial arts, også kaldt MMA, også gjort forbudt, med henvisning til, at sporten var for voldelig ifølge sharialovgivningen.
/ritzau/AFP