Han er 81, hun er 37.
Melanie Hamrick er vant til kommentarer og spørgsmål om den markante aldersforskel, der er mellem hende og kæresten Mick Jagger.
Og da den professionelle balletdanser igen blev konfronteret med forskellen på dåbsattesterne i forbindelse med New York Ballets forårsgalla, svarede hun med glimt i øjet: “Han er yngre end mig”.
- Han er fantastisk, det er han virkelig, siger Hamrick om sin berømte 44 år ældre forlovede.
De to har været sammen i ti år, og Hamrick har gennem årene ikke kunnet undgå at bemærke de mange hårde ord, der florerer på sociale medier. Nogle skriver for eksempel. at Mick Jagger bør stoppe med at finde kærester, der er yngre end sine egne børn. Jaggers ældste datter er i dag 54 år.
Men Hamrick vælger at lukke øjnene.
- Jeg tager skyklapper på. Er jeg lykkelig? Ja. Er menneskene i mit liv lykkelige? Ja. Sårer jeg nogen? Nej. Så lad venligst være med at blande jer i mit liv, lød det sidste år fra Hamrick i et interview.
Parret mødtes i 2014, da Jagger var på turné i Japan med Rolling Stones, mens Hamrick rejste rundt med American Ballet Theatre. To år senere blev de forældre til sønnen Deveraux, der er Jaggers ottende barn.
Jagger har i forvejen to børnebørn - og er også oldefar.