Født 1961 i Søllerød. Uddannet socialrådgiver i 1988. Har arbejdet i AMU-systemet og i forskellige kommuner både med udsatte børn og familier og med beskæftigelsesrettede indsatser frem til 2004, hvor hun blev næstformand i Dansk Socialrådgiverforening. Fra 2008 til 2012 var hun formand. I dag er hun chefkonsulent på Professionshøjskolen Metropol, Institut for Socialt Arbejde. Har to voksne sønner og bor i Herlev.
I går afskaffede social- og indenrigsminister Karen Ellemann den danske fattigdomsgrænse med den begrundelse, at det socialpolitiske fokus hellere skal handle om at sikre mennesker lige muligheder i livet.
Fattigdomsgrænsen gik kort fortalt ud på, at mennesker, som hen over en treårig periode har mindre end 103.200 kr. om året (før skat) at gøre godt med, kan betegnes som fattige. Derudover indebar den en årlig fattigdomsredegørelse, som skulle holde øje med udviklingen.
Det var også meningen, at der skulle have været en målestok for, hvilke afsavn den lave levestandard medførte, men det blev mig bekendt aldrig til noget.
Fattigdomsgrænsen nåede at fejre to års fødselsdag, før den altså i går blev lagt i graven lige så brat, som den blev født.
Og som Karen Ellemann siger til Politiken i dag, så kunne man ”sætte uret efter de reaktioner”, det afstedkom.
MAN KAN MED samme ro i stemmen sige, at regeringens afskaffelse af det stormomsuste måleredskab var til at forudsige. Karen Ellemann har i hvert fald aldrig lagt skjul på, at hun mener, at fattigdom i Danmark handler om andet end økonomi. Heller ikke da hun for fem år siden (også som socialminister) skød gang i det Europæiske fattigdomsår med en kategorisk afvisning af at ville indføre en fattigdomsgrænse.
Og som Karen Ellemann siger til Politiken i dag, så kunne man ”sætte uret efter de reaktioner”, det afstedkom.
Spørgsmålet er da også, om ikke katastrofen er til at overse. Jeg kan i hvert fald godt undre mig lidt over reaktionerne på ”likvideringen” af fattigdomsgrænsen, som afspejler en begejstring for skidtet, som jeg har temmelig svært ved at genfinde i reaktionerne fra dengang, den blev indført.
Eksempelvis kritiserer flere organisationer Karen Ellemanns beslutning med, at når grænsen for fattigdom fjernes, forsvinder opmærksomheden fra de mennesker, som i dag lever i fattigdom.
MEN SPOLER VI TIDEN to år tilbage til reaktionerne på indførelsen af grænsen, så lød kritikken fra de selvsamme organisationer, at det da var fint med en fattigdomsgrænse, men at beregningsmetoden var så katastrofalt skæv, at den med et pennestrøg fejede 200.000 fattige danskere ind under gulvtæppet. Herunder over 50.000 fattige børn.
Også de tilhørende fattigdomsredegørelser blev mødt med kritik. I bedste fald for at være temmelig ligegyldig læsning. I værste fald for at være decideret misvisende.
Hvis kritikken er berettiget var fattigdomsgrænsen altså slet ikke det vidundermiddel, som den nu - i aflivningens stund - bliver ophøjet til.
DE TO redskaber lader snarere til at være blevet brugt til at skjule noget, som ikke var så kønt, og dermed har de i realiteten fungeret som anerkendte sløringsredskaber i forhold til den fattigdom, som utvivlsomt findes i Danmark, og som desværre bekræftes i dagens nyhed fra SFI om, at antallet af hjemløse er steget med hele 23 pct. siden 2009. Næsten 4 ud af 5 af dem er mennesker, som slås med enten en psykisk sygdom, et alvorligt misbrug eller begge dele.
I slipstrømmen af den triste nyhed bør krudtet blive brugt på at holde Karen Ellemann fast i, at socialpolitik skal handle om at sikre mennesker lige muligheder. Det er der langt mere brug for end den mere eller mindre arbitrære fattigdomsgrænse, som i hvert fald ikke i sin korte levetid gjorde nogen synlig positiv forskel for fattigdommen i Danmark.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.