Hummels strategi med at gøre brandet mindre afhængigt af enkelte markeder betyder, at den danske sportstøjkoncern forventer at åbne mindst 100 butikker i Kina, Indien og Sydøstasien frem til 2023.
Det fortæller administrerende direktør Allan Vad Nielsen til branchebladet Dansk Mode og Textil.
- Vi ser et enormt potentiale for Hummel i Kina, Indien og Sydøstasien, og har derfor accelereret vores tilstedeværelse på både retail og online-forretningen, siger Allan Vad Nielsen.
Hummel realiserede i 2018 en omsætning på 1,26 milliarder kroner. Det er en smule lavere end året før. Men samtidig steg salget og målt i lokal valuta er fremgangen på ti procent.
Indtjeningen steg 12 procent i 2018, hvor resultatet før skat landede på 91 millioner kroner, skriver Dansk Mode og Textil.
Attraktivt alternativ
Ud over Asien er der også bud efter Hummel i Nordamerika samt Mellemøsten og Nordafrika. Her ser man Hummel som et attraktivt alternativ til de globale megabrands (f.eks. Adidas og Nike, red.). Samtidig vil Hummel fortsætte med at åbne nye butikker i Tyrkiet og i Europa.
- Vi trykker nu på speederen for eksporten fra vores Tyrkiske hub, og udnytter at den tyrkiske lira er lav. Eksporten er især målrettet MENA-regionen (Mellemøsten og Nordafrika, red.), hvor vi ekspanderer kraftigt, siger Allan Vad Nielsen.
Allan Vad Nielsen oplyser, at der er tegn på, at 2019 kan bliver et rekordår for Hummel. Således er der noteret en tocifret vækst på både top- og bundlinje i årets første kvartal.