Store røde næser, regnbuefarvede krøller og jonglerende bolde i luften.
Det skal opmuntre og trøste dødssyge børn, når klovne indtager hospitalsgangene. Men i stedet bliver mange børn bange for klovnene, viser et nyt studium fra University of Sheffield blandt mere end 250 børn.
- Vi har fundet ud af, at børn i almindelighed ikke kan lide klovne. Nogle har endda fundet dem ret skræmmende og ukendte, siger forsker Penny Curtis ifølge BBC News.
Forskerne får opbakning fra en engelsk børnepsykolog.
- Meget få børn kan lide klovne. De er fremmede og kommer fra en anden tid. De ser ikke sjove ud, de ser bare mærkelige ud, siger Patricia Doorbar til BBC News.
Overlægen på børneafdelingen på Odense Universitetshospital, Mogens Hejl, er overrasket over undersøgelsens resultat.
- Generelt er børnene meget glade for klovnene, men der er enkelte børn, der lider af klovnefobi. Vi havde en enkelt pige, som var så bange, at vi sørgede for, at hun aldrig var her, når klovnen kom, siger overlæge Mogens Hejl til ekstrabladet.dk.
Ifølge hospitalsklovnen Liva er der stor forskel på klovnekulturen i de forskellige lande - hvor danske klovne lægger stor vægt på empati og situationsfornemmelse.