Spaniens socialister var som ventet vinder af et regionalvalg i Andalusien søndag, selv om de gik markanet tilbage. Men på valgaftenen var der først og fremmest fokus på en markant fremgang til et stærkt højreorienteret parti.
Det højreorienterede parti, Vox, bliver repræsenteret i et parlament i Spanien for første gang i årtier. Partiet står til at få 12 pladser, viser et foreløbigt valgresultat med 93 procent af stemmerne optalt.
Valget i Andalusien, som er Spaniens mest befolkningsrige region med 8,4 millioner mennesker, er en vigtig prøvesten for de politiske partier forud for Europa-Parlamentet i maj og et forventet spansk parlamentsvalg.
På højrefløjen kæmper flere mindre partier, deriblandt Ciudadanos, som forsøger at blive større end det traditionelt store konservative parti PP.
PP har været dominerende på højrefløjen siden Francos død.
Fremgangen til Vox er et af tegnene på, at der er opbrud i det politiske landskab.
Vox blev dannet i 2014 af grupper fra blandt andet PP og har vundet terræn på budskaber om at sætte hårdt ind over for illegal indvandring og et meget militant forsvar af et forenet Spanien.
Det sidste er på baggrund af udviklingen i Catalonien, hvor en separatistisk bevægelse sidste år forsøgte at løsrive den nordøstlige region.
Den socialistisk premierminister, Pedro Sanchez, kom til magten i juni, efter at han overraskende vandt en afstemning om et mistillidsvotum til den tidligere konservative regering under Mariano Rajoy efter en korruptionsskandale.
Spaniens Socialistiske Arbejderparti, PSOE, der har regeret den sydlige region siden 1982, vandt søndagens valg klart, men partiet er endnu engang uden et absolut flertal i det regionale parlament.
Det regionale parlament har i alt 109 pladser.
Socialisterne, som har regeret Andalusien siden 1982, havde 47 pladser i det tidligere parlament og står kun til at få omkring 33 pladser i det nye parlament.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters