Henrikh Mkhitaryan scorede to gange for Shakhtar Donetsk, da det ukrainske storhold i september slog FC Nordsjælland med 2-0 i den første kamp i Champions Leagues gruppespil.
I aften klokken 20.45 står FCN's forsvar igen over for Mkhitaryan, og træner Kasper Hjulmand forventer endnu en svær opgave.
- Han brager frem på scenen i denne sæson. Han har været undervejs i et stykke tid og har taget hele fodboldeuropa med storm.
- Det er en topspiller af højeste karat, der er i svøb her, og han vil vise sig frem i mange år fremover, siger Kasper Hjulmand og fortæller lidt om, hvad der gør den armenske landsholdsangriber så farlig.
- Han er altid undervejs, arbejdsom og intelligent - han opsnuser tingene og arbejder for sagen.
- Derudover er han udstyret med en fantastisk teknik, en god sparketeknik og en god spilforståelse. Han kommer til at blande sig blandt de bedste på den i europæiske scene, spår FCN-træneren.
Kasper Hjulmand tror nu alligevel godt, at hans forsvarsspillere kan lukke ned for Mkhitaryan i aftenens kamp.
- Vi gjorde det godt i det etablerede forsvarsspil sidste gang mod Shakhtar. Men de angriber så varieret og med så mange løb, så det bliver svært.
- Vi skal prøve at få en del boldbesiddelse, så de angriber så lidt som muligt. Han løber i ryggen og kommer ind bag forsvaret, men vi er obs på, hvordan han bevæger sig, siger Hjulmand om Mkhitaryan, der "kun" står noteret for sine to scoringer mod FCN i Champions League.
FCN indtager sidstepladsen i gruppe E med et enkelt point. Juventus har seks point, mens Shakhtar og Chelsea topper gruppen med syv point på et tidspunkt, hvor der resterer to spillerunder af gruppespillet.
/ritzau/