Vækst, vækst og atter vækst. Det er valgets helst store emne. I tidligere valgkampe har ældreplejen og tilhørende minuttyranni været flittigt diskuteret, men ikke denne gang.

Det er en skam, mener hjemmehjælperne i Brønshøj, for det er ikke blevet lettere, lyder det.

Ikke tid til gråd

I Brønshøj er de ansatte ikke i tvivl: der burde være mere tid til at værne om de ældre.

”Der er hverken tid til at sige hej eller goddag. Det er lige ind ad døren og så direkte ud i bad og så videre. At man så tager sig den tid alligevel, er noget andet,” siger Anni Malin.

De ansatte har typisk 45 minutter til at handle ind og 10-15 minutter til at gå på apoteket. Til at smøre mad er der typisk afsat ti minutter - inklusiv det at komme ind ad døren, smide skoene og tage skraldespanden og opvasken.

Der skal derfor ikke meget til, før programmet skrider.

”Hvis en er ked af det, fordi han har været oppe at skændes med sin søn igen, så snakker vi selvfølgelig med ham. Men så er vi allerede bagud, og så skal vi løbe stærkere og skære i tiden fra andre opgaver og borgere,” siger Anni Malin.

”Og sådan er det jo, når man har med mennesker at gøre. Så er der ikke to dage, der er ens. Men det er til gengæld også det, der gør jobbet spændende,” siger Lisbeth Andresen.

”Jeg har haft det her job i 20 år, og hvor mange gange har jeg ikke sagt til mig selv: Nu bliver du nødt til at finde noget andet, for du kan simpelthen ikke blive ved med at stå model til det, de gamle bliver budt. Men det er også derfor, man bliver. Man bliver og kæmper,” siger Anni Malin.

Et hav af kasketter

Det minutiøse skema i hjemmeplejen er før blevet diskuteret af politikerne. Men et begreb om, hvad jobbet i virkeligheden indebærer, har de ikke, lyder det rundt om bordet.

”Politikerne taler om minutter mig her og minutter mig der, men de ved ikke, hvor mange forskellige kasketter, vi har på i løbet af en dag. Vi er ofte dem, de ældre er i tættest kontakt med, så vi agerer både familie, socialrådgiver og psykolog, samtidig med at vi skal handle, give dem mad og tøj på,” siger Anni Malin.

Kollegerne ved bordet er enige.

”Politikerne skulle prøve at komme på arbejde i hjemmeplejen. Ikke bare en dag, men flere, så de kunne se, hvordan vi prøver at få en dag til at flaske sig. Alle de ting, vi gør, som ikke står på vores køreplan: ringer til lægen, køber en liter mælk på vejen, så de har til deres havregryn, ringer tilbage til lederen, når hvis der er problemer,” siger Jytte Münster.

Slidt op

Arbejdet er også ofte fysisk krævende. De ansatte i hjemmeplejen er med jævne mellemrum udsat for arbejdsskader, der kan forfølge dem længe.

Én er faldet på et vådt gulv, én på cyklen da der var isslag. Ind imellem sker det også, at en borger falder, og hjemmehjælperen rækker ud efter ham, selvom de i virkeligheden ikke må.

Det helt store politiske spørgsmål for hjemmehjælperne er derfor, hvad der skal ske med efterlønnen.

”Dem, der starter i jobbet som 20-årige i dag, kan ikke arbejde, så længe som politikerne beder dem om. Slet ikke hvis tempoet bliver ved at blive skruet op,” siger Jytte Münster.

En ved bordet forklarer, at hun med sin alder ikke når at blive påvirket så hårdt af ændringerne, og det er hun glad for.

”Ja, du har det fint, jeg skal fortsætte til jeg er 67!” udbryder Anni Malin.

Alle ved bordet griner højt. Det virker utopisk at skulle fortsætte til den alder.

Smilerynkerne fortager sig dog lidt efter i Anni Malins ansigt.

”Selvom jeg vandt i lotto, ville jeg stadig arbejde. Jeg vil virkelig gerne blive ved, så længe jeg kan. Men jeg kan ikke fortsætte til jeg bliver 67,” siger hun.

Selvom der er enighed om, at jobbet er krævende, er der samtidig en positiv stemning ved bordet. Det er tydeligt, at de ansatte, på trods af hårde odds, er glade for jobbet. Ellers havde forladt det for længst.

Hvor længe politikerne selv ville holde, er en anden historie.