Robert er en af dem, man går forbi.

Han rækker hånden ud, spørger efter et par dollar, måske bare 25 cent, måske en smøg?

Og så sætter man hastigheden op, kigger ned i jorden og går forbi ham på gaden. Han mangler tænderne i venstre side af munden, har siddet i fængsel i otte år, er tidligere crackryger, sover i tilfældige opgange og spiser, hvad han kan få eller finde.

Han er i bunden af den amerikanske drøm, som ikke går i opfyldelse. Et liv uden mobiltelefon, fast adresse eller mulighed for at gå på hospitalet.

»Det kunne være værre, ikke? Det kunne være værre,« siger han for sig selv, mens han går ned af Broad Street i den nordlige del af millionbyen Philadelphia.

Måske kan det blive værre. Men det virker mest som noget, 42-årige Robert gentager for at glemme, at det er slemt nok, som det er.

Han låner det sidste sug af en smøg hos en kammerat. Det værste er faktisk, at livet ikke bliver bedre, siger han så.

»Mit ansvar«

»Jeg ved godt, at jeg ryger for meget hash, men jeg er parat til et job. Jeg vil ikke være hjemløs. Men der er ingen job, altså. Og så snart der er et job, jeg kan bruges til, så kommer der en teenager direkte fra High School og tager det. De har også brug for pengene,« siger han og stopper op.

»Hey, jeg vil ikke have, at borgmesteren og alle dem der skal gøre alt for mig. Jeg ved godt, at det er mit ansvar, min opgave. Men jeg ville bare ønske, at når jeg nu står her og er parat til at komme videre, at jeg så får en hånd i stedet for at blive skubbet væk.«

Han slentrer videre. Han skal ikke nå noget, bare gå for at holde varmen på en blæstfuld dag. Bare gå for at få livet til at hænge sammen.

I den inderste bykerne af Philadelphia er antallet af hjemløse steget støt hvert eneste år gennem præsident Bushs tid ved magten. I 2000 målte man 228, sidste år 621. Flere end 3.000 sover desuden på særlige hjem fyldt med alkoholikere, tøj, der burde blive vasket - og håbløshed.

Efter fem år i træk på gaden, så kender Robert dem alle. Han ser dem komme, ser dem få bank på gaden, dø af sygdom og tomhed.

De fleste er mænd, mange er havnet i en såkaldt »dum situation«, som de sidder fast i. Og de fleste har ingen kontakt til deres familie. Robert har selv en datter på 10 år, Chantelle.

»Hun er mit liv, og hun holder mig oppe. Hun bor med hendes mor, vi ... Vi kommer ikke altid så godt ud af det sammen, men passer på hinanden ... Hun har et sted at bo, men jeg vil ikke sove der. Det er mig, der er manden, og jeg skal ikke være en byrde for nogen som helst,« siger han.

Skæbnen bestemmer

Robert går sammen med sin gode ven, der også hedder Robert. Han har også siddet i fængsel. To år.

Han vil ikke sige for hvad, men det en straf, som han »var nødt til at tage for noget, der skete for 20 år siden,« som han siger.

»Det er man ikke altid selv herre over.«

Han er træt, det gør livet på gaden ved en. Også selvom man har flere end fem års erfaring.

»Jeg tror, at skæbnen på en eller anden måde har placeret os her som hjemløse. Men jeg ved ikke hvorfor. Jeg håber, at der er en god forklaring. Det bør der næsten være«.