Familieminister Carina Christensen (K) er ikke klar med en hjælpende hånd til den østjyske plejefamilie, der står til at miste deres seksårige plejedatter.
Den seksårige pige skal bortadopteres til en ny familie – det har adoptionsnævnet besluttet efter nøje at have vurderet sagen.
Og familieministeren hverken kan eller vil pålægge adoptionsnævnet at udsætte sagen, til Folketingets ombudsmand har besluttet, om han vil gå ind i sagen – en beslutning, der vil foreligge om tre-fire uger.
- Ministeren var tydeligt berørt af sagen, men hun meddelte os, at det er uden for hendes kompetence at påvirke et uafhængigt nævn til at genoptage sager, sagde en tydeligt bevæget Søren Højlund Poulsen, efter at han havde overrakt familieministeren 20.000 protestunderskrifter fra borgere.
Adoptionsnævnet har pure afvist at genoptage sagen. Foreningen Børns Vilkår overvejer nu at gå til domstolene, hvis ombudsmanden afviser at vurdere sagen.