Det var en bombe af dimensioner, prins Harry og Meghan Markle smed ind under det britiske kongehus, da de tidligere på ugen meddelte, at de træde tilbage fra deres kongelige forpligtelser.
Siden er kritikken haglet ned over det unge par voldsom grad. De engelske medier har på det nærmeste slagtet parret, og det har nu – ifølge flere medier – fået Harry og Meghan til at overveje at fortælle deres version af sagen til amerikansk TV.
Den britiske kongefamilie har ellers dårlige erfaringer med TV-interviews på det seneste. Tænk bare på prins Andrew, der slap helt katastrofalt fra det, da han prøvede at forklare sit forhold til pædofili-dømte Jeffrey Epstein.
Men Harry og Meghan behøver ikke at frygte samme skæbne. Deres omgangskreds tæller nemlig flere berømte TV-personligheder, som Gayle King og Oprah Winfrey. Sidstnævnte var endda med til hertugparret af Sussex’ bryllup i 2018. Så bliver det en af de to, der kommer til at stå for interviewet, behøver Harry og Meghan næppe at frygte alt for kritiske spørgsmål.
Prins Harry har allerede arbejdet sammen med Oprah på en serie om mental sundhed, der efter planen skal sendes på streamingtjenesten Apple TV+ senere i år.
Mens planerne om et interview stadig er i støbeskeen, er der hektisk aktivitet på Buckingham Palace, hvor man febrilsk arbejder på at finde en fornuftig løsning på problemet. Ifølge The Sun forlanger dronning Elizabeth, at der udarbejdes en aftale om fremtiden med Harry og Meghan indenfor 72 timer. Det vil senest tirsdag.
Prins Harry har nemlig sin første offentlige optræden, siden bomben sprang, på torsdag, og det er magtpåliggende for dronningen at have alt på plads inden da.