Når det mandlige danske håndboldlandshold fredag aften tager hul på VM i Frankrig, bliver det i første omgang uden René Toft Hansen.
Ifølge DR er stregspilleren ikke indskrevet i truppen til kampen mod Argentina i Paris.
Det fremgår af Det Internationale Håndboldforbunds (IHF) hjemmeside.
Danmarks landstræner, Gudmundur Gudmundsson, har kun indskrevet 15 spillere fra truppen på 16 spillere til kampen mod argentinerne.
René Toft Hansen kan dog - hvis han er klar til at spille - skrives ind i truppen til Danmarks næste kamp, som spilles lørdag aften mod Egypten.
Den store forsvarskæmpe har haft et hårdt år, efter at han for cirka et år siden pådrog sig en alvorlig knæskade, som længe så ud til at koste ham deltagelsen ved OL i Rio.
René Toft Hansen fik dog kæmpet sig tilbage og var med til at sikre guld til Danmark ved OL i august sidste år.
Siden fulgte et efterår med et komprimeret kampprogram i den tyske klub THW Kiel, hvilket har tæret hårdt på kræfterne.
René Toft Hansen har blandt andet derfor valgt at trække stikket til offentligheden op til og under VM, så han kan koncentrere sig om spillet inde på banen.
Danmarks kamp mod Argentina begynder klokken 20.45.
Danmark er ved VM med i gruppe D, der også tæller Egypten, Sverige, Qatar og Bahrain.
De fire bedste hold går videre til ottendedelsfinalerne.
/ritzau/