»Se, der går den norske prinsesse.«
Ian Rankin peger efter Märtha Louise og hendes to bodyguards. Hun er ligesom ham selv i København for at promovere en ny bog ved årets bogmesse, der løb af stablen i Forum. Men hvor den royale nordmand er debutant på børnebogsmarkedet, så har bestsellerforfatteren Ian Rankin en helt anden slags tungt skyts i bagagen. Rankins nye bog Skeletterne i Fleshmarket Close (se anmeldelse andetsteds på denne side) er nemlig kronen på værket ? den sidste bog om den socialt afstumpede, men kompetente kriminalkommissær Rebus, der i de 14 foregående krimier har vadet rundt i ofte bestialsk myrdede lig i Edinburghs underverden.
»Ved du, jeg har jo modtaget en medalje fra dronning Elizabeth, som åbenbart påskønner det, jeg gør for litteraturen,« siger Ian Rankin, mens han opmærksomt følger optrinnet med prinsessen, der nu bestiller kaffe i hotelbaren. De to tunge livvagter i diskrete mørke jakkesæt glor på os med døde øjne.
Rankin blinker et par gange. Situationen er lagret i hans hjerne. Måske bruger han det i en bog ? måske ikke.
Tyveknægten
»Forfattere er per definition tyveknægte. Vi overhører en samtale eller ser en person på gaden, som vi bagefter bruger i vores bøger. Vi skriver om fremmede menneskers sjæle, og det er jo en eller anden form for tyveri,« siger Ian Rankin uden dog at vise nogen tegn på dybfølt anger.
Ian Rankin har heller aldrig lagt skjul på, at han bruger sine omgivelser i den skotske hovedstad særdeles aktivt i Rebus-bøgerne. Mere end en gang har værtshusgæsterne på Rankins stamsted The Oxford Pub set deres diskussioner eller bemærkninger blive brugt i en Rebus-bog. Andre er ligefrem parate til at betale mange penge for at figurere i en bog sammen med den legendariske Inspector Rebus.
»Velgørenhedsorganisationer har fem-seks gange bortauktioneret retten til at være med i en af mine bøger. Køberen kan så selv bestemme, om han eller hun vil være helt eller skurk ? de vil som regel helst være skurke, fordi de er de mest interessante,« siger Rankin.
Guden
Du har sagt, at Rebus er en god politimand, fordi han ofrer familie og venner, når mordsagerne havner på hans bord. Hvor meget har du selv ofret for at blive bestseller-forfatter?
»Rebus bliver altid besat af de sager, han arbejder med, og det betyder, at hans sociale liv er fuldstændig smadret. Han ser eksempelvis hverken sin datter eller sin kone. Det gør jeg dog stadig, men jeg hengiver mig fuldstændig til mit eget fiktionelle univers. Jeg er jo Gud, når jeg skriver bøger ?herre over liv og død. Jeg kan ikke kontrollere det, der sker i virkeligheden, men jeg kan manipulere begivenhederne i mine bøger, og det er sjovt,« siger Ian Rankin.
Skotter ligner danskere
Rankins trofaste fanskare tæller blandt andet prominente musiknavne som R.E.M, og Simon le Bon fra Duran Duran. Men den skotske forfatter får også hunredevis af fanmails fra mere ukendte, men opslugte læsere i Danmark. Selv mener Rankin ikke, at det er tilfældigt, at lige netop de danske læsere har taget så godt imod hans bøger.
»Skotterne har ligesom danskerne et pessimistisk livssyn og en sort form for humor. Vi ser ens på mange ting, og danskerne var hurtige til at tage Rebus til sig, selvom hans karakter er fyldt med menneskelige fejl og brister ? eller rettere, det er måske netop derfor, I kan lide ham,« siger Rankin og begynder at tale om sin anden store lidenskab, whisky.
Turen går nemlig lige fra København til Orkney-øerne nord for Skotland, hvor en whiskyproducent i anledning af det sidste punktum i Rebus-serien vil opkalde de gyldne dråber efter Rankins kyniske hovedperson.
Hvordan skulle en whisky smage for at inspector Rebus ville kunne lide den?
»Jeg er bange for, at han ville være fuldstændig ligeglad. Bare den indeholder rigelige mængder alkohol, så er han tilfreds. På det område ligner jeg ham heller ikke. Selvom jeg har skrevet om John Rebus i 20 år, så er det eneste vi har tilfælles vores musiksmag.«